Norske Lukestar spiller sig med "Lake Toba" ind i en lang og fornem række af bands, der har kombineret det umiddelbart ørehængende refræn med en skarp og original sound, rundet af det bedste fra den engelske indiescene. Og så hjælper det selvfølgelig, at man har en dybt original forsanger, som man enten elsker eller hader.
Fjeldaberne
Ved første øjekast tror man, der er tale om en tysk cirkustrup fra 1950erne, men, nej, det er pressebilledet af norske Lukestar, der er tale om. Forrest står en lille kompakt prop med et tyndt overskæg og virker lettere aparte, men ved nærmere eftersyn ser de andre medlemmer i bandet også ud, som om de ikke helt ved, hvad deres opgave egentlig går ud på.
Men det er et billede, der ændrer sig i samme sekund, du smider Lake Toba i dit mahognibrune B&O-anlæg og placerer den gennemsigte, firkantede volumenknap på tallet 8. Pludselig strømmer der knivskarp indiepoprock af den allerfineste slags ud gennem højttalerne. Havde man mønstret en lettere overbærenhed over de lidt underlige norske ungersvende, bliver det hurtigt gjort til skamme - for der er i virkeligheden tale om et uhyre stramt og udadvendt spillende band, der både har en skærende energi og noget sangmateriale, der hæver sig markant over det meste.
Enigmatisk indiepop ..
.. kaldes bandet af deres promoter på Myspace, og det er der absolut noget om. Der er i Lukestar en ganske enkelt dragende lyd og stemning, der ikke kan andet end at fænge og betage. Og i første omgang er det ikke til at sætte fingeren på, hvad det er. Men svaret er nok i al sin enkelthed, at numrene bliver bedre og bedre ved hver gennemlytning samtidig med, at de er skåret over enkelthedens princip, der får selv svære tekniske detaljer til at fremstå med en elegance og umiddelbarhed, som kun de færreste formår at udføre.
Lukestar trækker på en lang række inspirationskilder, der går tilbage til primært den engelske indiescene med bands som Weezer, Puressence, Geneva og Lush, men også danske Mew og amerikanske Mercury Rev ligger i samme slipstrøm - men til forskel fra de fleste andre upcoming bands formår Lukestar at holde en fin balance mellem deres egen stil og det hav af inspirationskilder, der ligger lige for. Ikke mindst takket være sanger, Truls Heggero, der har en vokal ud over det sædvanlige. Han synger ikke i falset, selvom det lyder sådan. Der er tale om noget, der vel teknisk set nærmest er en kontratenor. En mandlig stemme, der ligger højere end den kvindelige sopran, men som ikke knækker over i falset. Et leje man primært kender fra et drengekor.
Men det er ikke kun Truls Heggero, der fascinerer. Også trommeslageren leverer en rytmisk kraftpræstation ved sit underliggende og varierende spil, der leder tankerne hen på et ikon som Ginger Baker i en mere moderne og strømlinet udgave. Og resten af bandet følger trop med et imponerende kvalitativt niveau.
Der er med andre ord tale om et samspillende band ud over det sædvanlige, med nogle enkeltpræstationer og en sound, der gør dem dybt originale og opløftende at lytte til. Lyt bare til første skæring "White Shade", som med sit drømmende refræn og bastante rytmeskift udfordrer lytteren hele vejen igennem. Bassen ligger tungt stemt og guitaren støjer knivskarpt igennem, når den er på banen. Ellers giver den plads til de andre. Og det er netop i numrenes balance, at musikken folder sig ud for alvor. Der er kant og noget på spil, og der er en sødmefyldt romantik, iblandet en aggressiv og turbulent insisteren på noget, der trænger sig på. Det er vedkommende og overbevisende.
I mine ører kræver det også stort mod og sangskrivertalent at lave et nummer som for eksempel "The shade you hide", hvor et simpelt, velklingende refræn kombineres med et energisk drive og en stormende stor lyd på en måde, som vælter lytteren omkuld.
Der er ingen tvivl om, at Lukestar allerede har sit store publikum og de fortjener et tilsvarende i Danmark, hvor der også bliver mulighed for at opleve dem live i Musikcaféen senere i år. Gå ikke glip af denne perle af en rockindiepopskive af nærmest uhørt kvalitet.
Ude på cd fra Phone Me Records / Bonnier
