|
|
Med suveræn beherskelse beskrives livet i Ceaucescus Rumænien i denne række punktnedslag i en drengs hverdag efter faderens forsvinden. Den 35-årige Dragoman giver i denne sin anden udgivelse et originalt bud på den fiktive erindrings-roman, der balancerer veloplagt mellem sort pessimisme og spinkle glimt af håb.
I centrum af romanen står naturligvis tabet af faderen, der en morgen føres ud i en grå varevogn af en flok fåmælte mænd. Han fortæller sønnen Djata, at han skal på et forskningsophold ved Sortehavet, men som månederne går indser Djata, at faderen er sat i arbejdslejr, kategoriseret som en fjende af systemet.
At iscenesætte skildringen af et repressivt regime via den-forsvundne-fader motivet er set før, men Dragomán formår at holde sin fortælling svævende et sted mellem den knaldhårde socialrealismes gru og allegoriens abstrakte penselstrøg. Således trækkes læseren ind i bandekampe mellem forskellige grupperinger af drenge, hvor den svævende fornemmelse af angstfremkaldende truende vold og den heroiske indsats mulige glorværdighed fastholdes, mens Djata og Puju kravler gennem hvedemarken for at generobre den bold, brødrene Funza har stjålet fra dem.
Brødrene Funza er et eksempel på de mange figurer, der indtager autoritetens position ved samvittighedsløs brug af vold, og det generelle billede, der tegnes af det kommunistiske Rumænien, er et socialdarwinistisk helvede, hvor Partiets første og sidste trumfkort er borgernes angst for systemets ubeherskede arbitrære voldsudøvelse. Magtforholdene mellem voksne og børn, drengene imellem, samt mellem voksne indbyrdes, er funderede i den samme logik.
Til den positive side opdager både Djata og moderen nødvendigheden af en modig, værdig trodsighed som fikspunkt i de moralske gråzoner, de navigerer i.
Fortællingen ses fra Djatas perspektiv, og læseren tilbydes - på god, modernistisk vis - ingen sammenhængende fortolkning af den splintrede post-paternalske verden, til gengæld formidler bogen barneperspektivet så overbevisende detaljeret, at man hænger på i de flere sider lange sætninger, der trækker en hel sekvens op i et stakåndet sideordnet forløb. Paradoksalt nok vækker bogen minder om Hemingways langt mere ordknappe stil, da en af de fremmeste styrker ved Dragománs bog er dens suveræne beherskelse af patos. Under en temmelig prosaisk og nøgtern sproglig overflade skvulper der et mægtigt ocean af følelser, som aldrig slippes løs, men administreres med cool professionalisme af bogens forfatter.
Dragománs bog bør læses af en mængde grunde. Tilsidst skal endnu en nævnes, nemlig den ubesværede stilistiske vekslen mellem modernistiske, grotesk-satiriske, allegoriske og social-realistiske genretræk, som bindes sammen af den smukt kuldslåede fortælletone.
Med Péter Esterhás' fine oversættelse har vi fået et originalt værk i den europæiske samtidslitteratur gjort tilgængeligt, og man kan kun håbe at den 35-årige Dragománs debutroman også snart vil blive oversat til dansk.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
György Dragoman: Den Hvide Konge
Forlag: Borgen
Sider: 236
ISBN: 978-87-21-03065-0
