|
|
Århusianske "Lis Er Stille" gæstede et halvt fyldt Lille Vega den 19.9., men de fremmødte fik fuld valuta for pengene ved et både velspillet og uhøjtideligt show. Momentvist tabte musikken dog lidt kadence ved den skrøbelige lyd, der ligger som glasplader mellem de storladne og til tider meget støjende passager.
Lige så stille
Hvis man udtaler bandets navn med lidt jysk accent, får man udsagnet 'lige så stille', hvilket kun delvist passer til den unge kvartet, som denne aften var suppleret med et yderligere medlem på desktop. Med to udgivelser i bagagen er Lis Er Stille allerede et yderst rutineret orkester, og det blev også hurtigt understreget ved en gedigen og kompetent omgang progrock, der denne aften nåede ud i mange grænseegne af rockens landskab.
Albummet The Construction of the Amp Train fra 2006 indeholder kun en håndfuld sange, men til gengæld varer de næsten 10 minutter hver. Og det er det generelle billede man får, når man kommer tættere ind på livet af de unge århusianere. Numrene har en repetitiv skiftevis stigende og faldende kadence, der bygges op omkring et klaver, stemt i mol, og en guitar, der både mestrer det underspillede, hypnotiske og det støjende elektriske, der kan få musikken til at eksplodere som hos skotske Mogwai og tidligere amerikanske God Machine. Især sidstnævnte virker som en oplagt inspirationskilde med den monotone og melankolske grundtone. At sangeren lyder som en klon af Jeff Buckley bidrager kun yderligere til det melankolske islæt. Trommer og bas er også et kapitel for sig, med en eminent evne til at graduere rytmen og få et sugende temposkift ind, der får lytteren til at glemme, at det startede lige så stille.
Virusrock
Af en eller anden årsag havde tre medlemmer af bandet iklædt sig nogle beskyttelsesdragter, som vi kender dem fra dårlige amerikanske film, når et eller andet skal undersøges på gerningsstedet, men måske er det Lis Er Stilles måde at understrege, at de er i gang med et rockmusikalsk eksperiment. I hvert fald er der i de enkelte numre ikke nogen ligetil og genkendelig melodi, der fastholder publikum. Det er mere en rejse ind og gennem og tilbage igen, uden at man helt ved, hvor udgangspunktet egentlig befinder sig i forhold til centrum. En konstant afvekslende og nærmest hypnotisk gentagelse af et grundtema. Man bliver fanget ind af det gentagende, monotone, men samtidig stringent komponerede lydtæppe, der lægger sig som fløjl af hvid støj over publikum. For pludselig at befinde sig i favnen på en fuldstændig afdæmpet piano, der blander Queen, Billy Joel og Swans i en modsætningsfuld og, ja, eksperimenterende modus tempi, der både fascinerer og fængsler.
Det giver næsten ikke mening at forsøge at skille numrene ud fra hinanden, for det er ikke det, der er vigtigt for Lis Er Stille, heller ikke denne aften. De inviterer derimod med på en rejse, hvor numrene suger og drager lytteren ind i et landskab, hvor der er spændende at være for en stund. Kun håber jeg, at bandet overvejer en guitar mere, så de rigtig kan få udbytte af de eksplosive momenter, musikken indeholder.
Lis Er Stille er noget så sjældent som et eksperimenterende rockorkester, der har både talenterne og modet til at begive sig ind i nogle egne, der ikke er den store tradition for på disse breddegrader. Denne aften lykkedes eksperimentet næsten helt.
