Flere nyheder

 
Teater
Håndværkerne

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Håndværkerne
Tir. 23. sep. 2008

Når myter bliver givet liv, kan resultatet blive enten sjovt eller tænderskærende. Line Knutzon har gjort et hæderligt stykke arbejde med den sceniske spejling af et middelklassepars håndværkerhelvede, og der er replikker eller gestik til et godt grin mindst hvert tiende minut - blot synes emnet 'håndværkere' ikke udnyttet til fulde, hvorfor "Håndværkerne" i det nye skuespilhus må 'nøjes' med tre stjerner.

Der er dansk slapstick med amerikansk inspirerede elementer i farcen Håndværkerne. Historien er simpel; sjakboss Glen i skikkelse af Søren Sætter-Lassen og hans skiftende crew af forstædernes dummernikker, polske lejesvende og andet bundskrab skal istandsætte et hus for ægteparret Alice og Manfred, der er ved at have ramt bunden af kassekreditten. 'Processen', som håndværkerne ynder at kalde husbyggeriet, går mere tilbage end frem, og frustrationerne vokser sideløbende med et vist forfald i moralen hos det unge ægtepar, der gang på gang præsenteres for uforståelige ekstraomkostninger og skred i tidsplanen.

Det er sjovt, ja. Ikke mindst når birolledronningen over dem alle, Birthe Neumann, kommer til som det emsige overklasseløg af en svigermor helt uden situationsfornemmelse. Civilisationerne kolliderer, illustreret med en række sproglige og sociale optrin mellem bla. svigermors påtaget dannede bogholderske og sjakkets allermest dovne og afpresningsrutinerede håndværker.

Sine steder er Håndværkerne både exceptionelt morsomt skrevet, energisk fremført og dygtigt instrueret, men noget synes nu alligevel at mangle. Smagen af farce og udnyttet potentiale når ikke ind helt bagerst på tungen. Line Knutzon kunne med fordel have skrevet endnu mere moral og eksistentielle dilemmaer samt vitser over sort arbejde og danskernes noget anstrengte forhold til TOLDSKAT ind i teksten. Se, dermed ville Håndværkerne kunne have bevæget sig ud over farcen og sneget sig ind i debatten i de mange, småborgerlige hjem.

Håndværkerne har en fed dimension af bizariteter, der understreges med brugen af komponist Camille Saint-Saëns Dance Macabre som lydtæppe. Mere skal ikke afsløres her..

Foto: Isak Hoffmeyer

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset: Håndværkerne

Se spilletider