Flere nyheder

 
Litteratur
Barack Obama: Arven fra min far

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Barack Obama: Arven fra min far
Tor. 25. sep. 2008

Det er 13 år siden denne bog første gang blev udgivet - før Barack Obama reelt begyndte sin politiske karriere. Men det gør den ikke mindre interessant - tværtimod. For her får vi et godt indblik i et menneske, der meget vel kunne gå hen og blive den næste amerikanske præsident, skrevet uden bagtanker om at skulle vinde vælgere.

Lige nu er han en af de mest omtalte personer i verden - og ingen er vel i tvivl om, hvorfor bogen bliver genudgivet lige nu. Men det er dog første gang, den kommer i dansk udgave.

Bogen har på dansk titlen Arven fra min far og omhandler Barack Obamas opvækst og ungdom, og hans personlige, indre rejse, i hans søgen efter sine afrikanske rødder. Den er skrevet, mens han læste jura på Harvard Universitet i Cambridge, USA.

Hans udgangspunkt var at fortælle om racerelationer med baggrund i hans egne erfaringer og den kulturarv, han har med sig. Den originale titel er måske mere sigende end den danske; Dreams from my father - a story about race and inheritance.

For selvom det er hans kandidatur til jobbet som amerikansk præsident, man i dag forbinder Barack Obama med, er det på ingen måde dét, denne bog omhandler.

Barack er barn af en hvid, amerikansk mor og en sort, afrikansk far. Hans far forlod familien, da Barack var 2 år, og historien begynder da Barack 19 år senere får at vide, at hans far er død i en bilulykke.

Han beskriver sin baggrund - opvæksten med sin hvide mor og bedsteforældre på Hawaii, nogle år i Indonesien, tilbage til USA - Hawaii, Los Angeles, og så New York, hvor han bor, da hans afrikanske tante ringer fra Kenya for at give ham beskeden om hans far.

Et ønske om at involvere sig i organiseringsarbejde sender ham videre til Chicago, alt imens han begynder at få mere og mere kontakt med sin afrikanske familie og efterhånden finder svar på de spørgsmål, han altid har haft omkring sin egen identitet og ophav.

Svar som han til sidst søger - og finder - hos sin fars familie i Kenya.

"..Den konstante, forkrøblende frygt for, at jeg ikke hørte til nogen steder, at jeg - medmindre jeg snoede mig og gemte mig og foregav at være noget, som jeg ikke var - altid ville blive ved med at være en outsider, og resten af verden, både den sorte og den hvide, altid ville dømme mig."

(Citat fra bogen)

Bogen er meget velskrevet, selvom de tidsmæssige sammenhænge og kronologien kan være lidt vanskelig at holde rede i.

Men historien om Barack er både usædvanlig og interessant, og samtidig er der mange interessante aspekter i hans skildring af racerelationer i både USA og Kenya.

- Og bare det særlige aspekt, at det muligvis er den næste amerikanske præsident, man her stifter bekendtskab med, gør det bestemt ikke til mindre interessant læsning.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Forfatter: Barack Obama
Titel: Arven fra min far
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sider: 413
ISBN: 9788711318898