|
|
Skotske Bobby Gilespie & Co indtog den 8.10. et næsten fyldt Store Vega med en række numre fra de seneste udgivelser, hvor ikke alle holdt distancen foran et halvtændt publikum, som kun i momenter fik det rockshow, Primal Scream er berømte for at levere live.
Tungt og famlende
"Can't go Back" fra den nye Beautiful Future indledte første halvdel af settet, og de efterfølgende "Dolls", "Miss Lucifer" og "Suicide Sally" blev spillet på en tung og nærmest sumpet måde, der ikke var i stand til at kickstarte den fest, alle stod og ventede på. Bevares, numrene blev leveret som ren rock'n'roll, men der var en træthed at spore hos de efterhånden garvede briter, og man frygtede, at showet ville fuse ud, allerede inden det var gået i gang. Så slemt skulle det heldigvis ikke gå, og titelnummeret "Beautiful Future" var med til at afrunde første halvdel af gigget, inden bandet kunne fyre op under deres hitparade af rockklassikere fra det imponerende bagkatalog.
Kickstart
Der var egentlig ikke noget galt med bandets optræden i begyndelsen. Der manglede bare det sidste energi og den sidste sjat dedikation og anarki, som Primal Scream har leveret på fornem vis førhen. Men med "Sick City", "Shoot Speed" og endelig "Swastika Eyes" kom der endelig fut på kedlen. Guitarerne fik en tand mere snerrende lyd, det hele hang bedre sammen, og selv Sir Bobby virkede pludselig som en mand med noget på hjerte.
Og bedst som det hele var ved at få fat og "Movin on up" og "Rocks" bragede derudaf - var det hele slut.
Efter den sædvanlige tissepause kom de dog igen og høvlede fire ekstra numre af, hvor kun "Country Girl" og det afsluttende støjrocknummer "Accelerator" egentlig var værdige til at klinge en nogenlunde, men middelmådig koncert af.
Når Primal Scream er bedst, er de guddommelige. De spiller intet nyt under solen, men de kombinerer nogle lyde og grooves med en helhjertet energi, og når de lægger sjælen i det, kan ingen gøre det bedre. Problemet er bare, at man forventer hver gang, at de fyrer den af på deres sædvanlige topniveau, og når det så ikke sker, står man tilbage med en underlig uforløst følelse. Onsdag aften viste de i glimt, hvorfor de har den status, de har, men der var for langt mellem snapsene. Når det var godt, var det rigtig godt - men denne aften var der for meget fyld og for lidt spræl.
