|
|
Pistolen ligger tungt i hånden i de stille stuer, hvor selvmordet ikke bare lurer under overfladen, men konsekvent bryder igennem denne, og man ved, at det hele må ende som det gør. Sådan er livet, når det sættes på standby - og sådan er Ibsen når han træfsikkert udstiller smerten ved at være gået i stå midtvejs gennem livet. Teater når det er bedst.
Scenen og interiøret er trods den moderne udformning nærmest som taget ud af et billede af Hammershøi. Den stille stue, hvor livet som et andet stilleben pludselig krakelerer ganske langsomt, og hvor man igennem sprækkerne aner den smerte og livslede, der ligger under det hele. Spørgsmålet er, hvem der rent faktisk begår selvmord - måske er det i virkeligheden de silhuetagtige pralepråse, der elegant svinger vinglassene og doktorafhandlingerne i takt til musikken?
Det vender vi tilbage til.
Jørgen Tesman vågner som den første, afbrudt af den plagsomme tante Juliane. Han er just vendt tilbage fra bryllupsrejse med den lokale skønhedsåbenbaring Hedda Gabler, og nu sidder parret i deres alt for eksklusive lejlighed. Sparsomt og stilsikkert møbleret, men tragisk blottet for indhold og nerve. Det er kedsomheden, der ruger her, og man henledes til Bunels Borgerskabets Diskrete Charme, hvor målene er nået og den uendelige vej til døden er kedsommelig lang og øde. Jørgen viser sig ved nærmere eftersyn at være knyttet til Juliane som et barn til sin moder, og han kan ganske enkelt ikke undvære hende - og hvad skal en underskøn Hedda så stille op? Jørgen er ligeledes i færd med at erobre hele byens akademiske miljø, men alle fortidens tråde løber pludselig sammen i deres hjem, da den fandenivoldske Eilert Løvborg tropper op med fremtidens kulturhistorie under armen. Ja, hvad pokker gør man så?
Løvborg spilles af Mads Nielsen, som man nok vil huske fra Molieres Scapin, men hans rolle her ligner til forveksling rollen i Dostojevskijs Brødrene Karamassof på Stærekassen for et par år siden. Og han spiller mildest talt som en drøm, ikke mindst overfor Mette Ahrenkiel, der ligner en stjerne på den lille scene. Lars Simonsen spiller med sin lune facon og diskrete charme Jørgen Tesman, så man nærmest ser ham gå op i ingenting - han forsvinder fra virkeligheden og Heddas sfære. De fem skuespillere spiller rent ud sagt røven af bukserne - undskyld det heftige udtryk - og det er utroligt, hvad de får skabt på den scene.
Detaljerne er der ligeledes styr på, og det er virkelig effektfuldt, når lyset på scenen skifter som et udslag af karakterernes humør, ytringer og gestik.
Der sker adskillige selvmord i kedsomhedens ånd, men man ser alligevel de tilbageblevne som de virkelige ofre; deres liv er for længst uden indhold, og deres måde at tackle livet på minder til forveksling om den standbytilstand på moderne elapparater man af sparehensyn skal undlade at bruge.
Hedda Gabler er virkelig et must for mennesker, der ikke vil kede sig..
Foto: Odense Teater
Odense Teater, Sukkerkogeriet: Hedda Gabler
Se spilletider
