|
|
I det navnkundige Tarm finder Nikolaj muligheden for at være et menneske, ledt tilbage i flokken af en håndfast livsstils-coach ved navn Jesus Kristus. Men kærligheden og identiteten er skrøbelige størrelser, og ødelæggelsen er konstant nærværende i denne debutroman af dramaturg og tekstforfatter Lars Husum.
Når ens forældre dør i en alt for tidlig alder, og den efterfølgende sorg og frustration bankes ud i blodige overfald på både kæresten, tilfældige mænd og børn, så har man brug for nogen til at lede én tilbage i et fællesskab, der spejler en mere elskelig version af de mange selv'er, der flakker rundt i det moderne menneskes krop.
Nogenlunde sådan kunne en hurtig parafrasering af indholdet i Lars Husum's debutroman Mit venskab med Jesus Kristus se ud. Som titlen antyder, er hyrden, der samler flokken, ingen ringere end Jesus Kristus, der ikke blot slår en konsekvent proper næve - fantastisk idé - , men som også er leveringsdygtig i banale eksistensfilosofiske ytringer og forløsende bjørnekram mænd imellem.
Fortællingen synes at hente væsentlig stilistisk inspiration fra nyere amerikanske forfattere som Safran Foer og Jonathan Lethem, i hvis værker man finder en bestræbelse på at fremskrive det moment, hvor humoren kan bane vej for en patos, der ikke bliver hverken ironisk pastiche eller fad sentimentalitet.
Den vanskelige balancegang mestrer Husum ikke, så romanen fremstår alt taget i betragtning som et prisværdigt forsøg på at skrive en læsværdig, nærmest filmisk fortælling, der serverer en række etiske problematikker og pointer i en morsom og let fordøjelig fortælletone. Dykkene ned i Nikolajs mørke, voldelige sind føjer en mere konfrontatorisk og interessant vinkel til fortællingen, men Husums bestræbelse går i høj grad på den vanskelige indtræden i et positivt identitetsgivende fællesskab, end på en gennemgående udforskning af sindets faldgruber.
Ikke at det er et dårligt valg som sådan, men hele forløsningsprocessen i romanens sidste halvdel spændes ud i et problematisk før-moderne billede af Danmark som splittet mellem det forfaldne, individualiserede, voldshærgede København og det jyske fædrelands rodfæstede kollektivitet, der ikke er uproblematisk idyllisk, men unægtelig fremstilles som en positiv modpol til den forfaldne storby.
En sådan nostalgisk iscenesættelse af den nationale værdigeografi er lidt svær at sluge som læser, og de fine tendenser som romanen så absolut også indeholder, snigløbes for denne læser af sådanne uinteressante og ureflekterede iscenesættelser.
Så romanen er paradoksalt nok et udtryk for store ambitioner, men samtidig et vidnesbyrd om et fravær af ambition på de større linier. Herunder savnes også et mere mangefacetteret sprog, der kunne cementere hvorfor fortællingen er udgivet som roman, og ikke danner manus-grundlag for endnu en film i rækken af postmoderne bearbejdelser af velkendte genrefilm.
Men når disse indvendinger er fremført, skal det retfærdigvis fremhæves, at fortællingen har et godt narrativt drive, et fint kulørt inventar af personager der ikke mindst tegnes af de velskrevne dialoger, der løfter bogens niveau betragteligt.
Husums romanprojekt er sympatisk, og fortællingen sprudler af idéer og ambitioner, så der er grund til at håbe, at det næste værk fra hans hånd, bliver mere fokuseret, skarptskåret og ambitiøst (på de store linjer).
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Lars Husum: Mit venskab med Jesus Kristus
Forlag: Gyldendal
Sider: 318
ISBN: 978-87-02-07200-6
