Flere nyheder

 
Teater
Pietà

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Pietà
Ons. 22. okt. 2008

Pietà af Astrid Saalbach er en stærk monolog om en kvinde, der kæmper med næb og kløer for at opretholde illusionen om sit succesfulde og lykkelige liv, selvom hendes verden reelt er ved at bryde sammen. Rollen som Rie bæres fornemt af Githa Lehrmann, der formår egenhændigt at fastholde publikum i alle fem kvarter.

Rie vågner op med voldsomme tømmermænd på et hotelværelse ved siden af en mand, som hun ikke aner, hvem er. Efterhånden begynder hun at stykke sammen, hvad der kan være sket dagen før, hvem manden kan være, og hvordan de egentlig er endt der.

Og efterhånden begynder historien om den virkelighed, der ligger bag den ellers så polerede facade, at forme sig. Den perfekte mand, hun var gift med engang, er ikke hendes længere. Den succesfulde karriere er kommet lidt på et sidespor. Og manden i sengen er nok ikke billedet på hendes nye, mere positive fremtid. Tværtimod.

Alligevel gør hun alt, hvad hun kan for at opretholde facaden overfor omverdenen - og i en vis grad også overfor sig selv. Sin mand og sin datter fortæller hun om den nye mand, hun har mødt, og den nye lykkelige drejning hendes liv har taget.

Alt imens hendes stædighed, stolthed, overdrevne alkoholforbrug og lysten til bare at kunne flygte fra det hele forhindrer hende i at erkende, hvordan virkeligheden ser ud.

Monologen, som varer i fem kvarter, bæres flot af Githa Lehrmann.

Det er længe at stå på scenen alene. Men hun klarer det med en fantastisk energi og konstant overbevisende præstation igennem de humørsvingninger - som særligt tager til efterhånden som hun får hældt noget hvidvin indenbords - hun i rollen som Rie gennemgår.

Stykket er velskrevet med masser af humor, selvironi og en tragikomisk kritik af det moderne menneske.

Alligevel bliver det lidt monotont, og man savner lidt mere alsidighed i handlingen, selv om det uden tvivl kan være vanskeligt i en monolog.

Men stykket er bestemt anbefalelsesværdigt - særligt på grund af den super gode Githa Lehrmann i rollen som Rie.

Om navnet "Pietà":
Pietá er det italienske ord for medlidenhed. Men det er også betegnelsen for en kunstnerisk fremstilling af den sørgende Jomfru Maria siddende med sin døde søn, der lige er taget ned af korset, i sine arme.

Foto: Odense Teater

Odense Teater: Pietà

Se spilletider