Flere nyheder

 
Litteratur
Samtalebog med Dissing og Andersen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Samtalebog med Dissing og Andersen
Ons. 22. okt. 2008


Bogen "Vi har sunget, vi har grædt, vi har grint" skrevet af Thomas Thurah, tegner i samtalens form portrætter af to af Danmarks store musikalske personligheder. Det er et underholdende og interessant indblik "bag scenen" og i ind den historie, der førte dem sammen og ledte til det, der efterhånden er blevet et 40 år langt venskab og samarbejde.

..Og om alt det, der ligger før. Om hvordan deres individuelle karrierer tog form længe før de mødte hinanden. Begge er vokset op med musik i blodet - Povl Dissings far sang i et sangkor, og begge Benny Andersens forældre sang - og hans far spillede både banjo og klaver.

Udover deres respektive musikalske karrierer, har de begge også en fortid på reklamebureauer.

Benny Andersens karriere har budt på forskellige småjobs - bl.a. som sangpianist på Bornholm og pianist på en bar i Esbjerg. Det var i hans tid i Esbjerg, at han også begyndte at få smag for lyrikken.

Povl Dissing var som ung meget engageret i forskellige bands, og tjente lidt på små spillejobs samtidig med, at han uddannede sig til reklametegner. I starten af Povl Dissings karriere mødte han megen kritik for sin måde at synge og fortolke sangene på - men alligevel holdt han ved, og det endte med at mange af hans værste kritikere efterhånden vendte og blev "Dissing-fans".

Dissing og Andersen mødte første gang hinanden på Louisiana i 1967 ved et arrangement, hvor konceptet var, at digtere og musikere skulle arbejde sammen. Poul skulle synge ved den lejlighed, og Benny skulle læse op.

- Og af en eller anden årsag endte det med at Benny kørte med Povl og dennes daværende kone Jette hjem til København.

Og nogle år efter blev "Svante" så til..

Bogen fokuserer mest på deres professionelle arbejde, men opridser også afslutningsvis historien om deres sammenlagt 5 ægteskaber.

Selvom historierne om deres respektive karrierer er interessante, savner man at komme lidt dybere ind under huden på dem, og måske høre lidt om de livserfaringer, de har gjort sig.

Det lykkes ikke rigtig at trække de interessante personligheder, som man formoder der gemmer sig inde bag, frem.

Selve samtaleformen, hvor bogen egentlig får lov at gro frem mellem dens to hovedpersoner uden den store indblanding fra forfatteren, kan jo føre i både den ene og anden retning.

I nogle tilfælde vil de to personer i samtalen få hinanden til at åbne op og blive meget personlige, og i andre tilfælde bliver det blot en mere let fortælling henover de større begivenheder.

Det sidste er desværre resultatet i dette tilfælde. Og det er da lidt synd at man - når man har førstehåndskilderne direkte til rådighed - reelt ikke når dybere, end man kunne ved at kigge i historiebøgerne.

Bogen er da stadig underholdende og håndværksmæssigt ganske udmærket - men altså uden at blive RIGTIG interessant.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Thomas Thurah: Vi har sunget, vi har grædt, vi har grint
Forlag: Documentas
Sider: 208
ISBN: 978-87-7063-052-8