Århusianske Exmortem fejrer 15 års fødselsdag samtidig med deres sjette udgivelse med en ekstrem omgang Death Metal Grind Core. På "Funeral Phantoms" vender bandet tilbage til rødderne, samtidig med at de blander forskellige stilarter fra genren. Det er brutalt - og døden er et gennemgående tema i dette rockens inferno.
Mortio Ergo Sum
"Jeg dør, ergo er jeg", kunne være Exmortems bon mots. På albummets 10 skæringer bliver der med få, knappe sætninger beskrevet en dommedagstilstand, hvor kloden, som vi kender den, langsomt går til grunde - godt hjulpet på vej af en hoben blodtørstige monsterskabninger, som kunne optræde i genrens mest hardcore sci-fi-gyser. Der er tale om et mareridtsagtigt univers, hvor Simon Petersens growl fremmaner afsindigt vanvid, godt bakket op af et ekstremt tæt spillende band, der kan dødens abc til deres ligblege fingerspidser.
Exmortems musik er momentvist fremragende, men gruppen hænger samtidig uhjælpeligt fast i det dynd, eller kirkegårdsslam, der har hobet sig op omkring denne ekstreme udgave af metal-rocken, som den har ud- og afviklet sig selv gennem de seneste par dekader. På sin vis bibringer Exmortem ikke noget nyt på deres sjette udgivelse, men omvendt ligger det heller ikke i bandets kort, at de pludselig begynder at spille anderledes end de har gjort hidtil. Og hvorfor skal de også det? Bands som Slayer, Motörhead og senest AC/DC har med storhed vist, at man sagtens kan holde fast i de stolte traditioner og samtidig vinde nye lyttere og fans, der gerne springer med på vognen - også selvom vognen har retning mod Dantes nederste, niende cirkel i forestillingen om Helvede.
Grind Core
Det mest positive ved Funeral Phantoms er de enkelte skæringers leg med henholdsvis en tonstung rytme, Petersens growl og en til tider tænderskærende grind på trommer og bas, der tilsammen skaber et varierende og fortættet lydbillede. Et billede som samtidig hænger fint sammen med den altoverskyggende stemning, der æder sig igennem lytterens stakkels ører, jo længere mod enden, man kommer - bogstaveligt talt.
Albummets sidste skæring "A View to a Death in the Morning" er således et pragtnummer, der åbner med fuld tryk på trommer og guitar, og som ender i det totale rædselsunivers med hovedet langt op i røven på sig selv, mens en gotisk dronning langsomt fortærer alle os foragtelige syndere.
Der er med andre ord masser at komme efter, hvis man er til den gammelkendte death metal, tilsat en solid røvfuld grind core og med en formidabel stor lyd, der for blot 10 år siden var forbeholdt de 'pæne' metalbands. Solidt, grumt og knivskarpt!
Ude på CD fra Mighty Music / Target
