Flere nyheder

 
Musik
Nyt album fra Dragontears

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nyt album fra Dragontears
Tor. 20. nov. 2008

Træmanden bag bandet Baby Woodrose, Lorenzo Woodrose, har med sit andet udspil med sidegadeprojektet Dragontears, bevæget sig en god tand yderligere ud i det syrede landskab. Et landskab, hvor seks skæringer med lyde, stemninger og tresserflip bliver bagt sammen til en momentvis virkningsfuld hashkage.

Træroserne
Lorenzo Woodrose er kendt for at være en entreprenant fætter, der gerne sætter sig på begge sider af mixerpulten og henholdsvis klimper og skruer, så den fuldfede rock flyder fra ham som skidt fra spædekalv. Det er dog ikke alt fra den kreative Lorenzo, der er lige spændende, og med Dragontears er der i høj grad tale om et umiddelbart lydindtryk, der svæver og glider rundt på en solid inspiration af de mest omtågede tressersyretrip - kombineret med nogle højst besynderlige, moderne samplinger af electronica og neo-folk, og med blandt andre Janine Neble fra Alive with Worms med på en baghyler. Bogstaveligt talt. Hun hyler lidt i baggrunden, men det bliver aldrig rigtig interessant.

Lilla legestue
Det er tydeligt, at de gode Dragetårer med albummet Tambourine Freak Machine boltrer sig lystigt rundt i et udflippet lydunivers, og der er da også momenter af fede rifs og små perler i den flimrende lydhorisont. Men mest bemærkelsesværdigt er dog numrene "Sunrise" og "Masters of War", hvor der gungres sejt af sted på en klassisk syrespade og med Lorenzos messende vokal, der til tider minder om åndsfællen Gary Ramon fra engelske Sundial, der også excellerer i moderne rock med begge ben solidt plantet i en god omgang tressersyre.

Problemet med de seks skæringer er, at de bevæger sig nærmest planløst rundt i et skiftevis tungt og tæt rocklandskab, med afstikkere til meditative og flygtige samplinger af lyde, der stritter i alle mulige retninger. Fællesnævneren er følelsen af at være på svampe og til stede i et rodet musikalsk legeskur.

Når det så er sagt, skal det understreges, at skiven er behændigt produceret, der er mange sjove, fascinerende og overbevisende indfald i drengenes skiftende udtryk. Det bliver bare aldrig til andet end et gakket sideprojekt, hvor alle de skæve idéer har fået lov til at blive udfoldet i fuldt flor. Men skægt og syret er det!

Ude på CD fra Bad Afro Records