Torunn Kjølner har på baggrund af sin egen kræftsygdom skrevet et skuespil om menneskers vilje til at overleve, når de opgives af et stokkonservativt sundhedssystem. "Jeg skal kraftedeme ikke dø på dato" på Aalborg Teater fremstår noget tung og videnskabelig, men gør i visse øjeblikke et uudsletteligt indtryk.

"Lidt døende er vi vel alle", gnækker manden i et forsøg på at muntre sin kræftramte kone op. Det virker ikke. Hun håner hans forsøg på at glatte ud og raser over hans blinde tro på lægevidenskaben. Forstår han da ikke, at hun ikke vil finde sig i lægernes dom? Hun vil bryde den sørgelige statistik, hun vil finde en udvej, hun vil overleve på kost, motion og alternativ behandling. Alt skal afprøves for at holde den altoverskyggende død fra døren.

Vi følger den midaldrende Agnes i en periode på ni måneder, fra kræften konstateres til diagnosen endegyldigt lyder: Uhelbredelig. På hospitalet mødes Agnes jævnligt med ni andre patienter, der får foretaget kemobehandling. Det er i dette dystre rum, handlingen udspiller sig. Personerne fordriver tiden med at udveksle råd og personlige erfaringer med alverdens alternative behandlingsmetoder. De holder modet oppe hos hinanden, når afgrunden synes nær og tårerne presser sig på. De har besluttet sig for at tage livet i egne hænder frem for at lytte til læger og kedelige statistikker.

Forestillingen rummer rørende øjeblikke, men desværre alt for få. Dialogerne fortaber sig hovedsageligt i faglige udtryk og snesevis af kostråd frem for personlige fortællinger. Sproget bliver til tider for akademisk, ikke mindst i Agnes' affekterede samtaler med sin mand. Den tunge tekst undgår at blive alt for rørstrømsk, men tillader desværre heller ikke publikum at komme helt ind på livet af personerne og deres smertelige skæbner: Manden, der gerne vil leve til sønnens konfirmation. Pigen, der føler sig behandlet som et journalrummer snarere end et menneske. Og den trinde pensionist, der mest af alt savner sin daglige dessert. Disse skæbner ville vi gerne have høre mere til, for her bliver forestillingen for alvor levende og vedkommende.

Fortælleteknisk virker det ret besynderligt, at personerne nogle gange henvender sig til hinanden og nogle gange direkte til publikum. Instruktøren Per Smedegaard har givetvis forsøgt at skabe en nærhed og et flow i de talrige tidskrævende monologer, men det forvirrer frem for at fænge.

Til gengæld har Rolf Alme ramt plet med sin stringente scenografi, der med fokus på den personlige skæbne skaber et tiltrængt sidestykke til den saglige tekst. Mellem scenerne skifter årstiderne fra de hvirvlende visnede blade til den silende regn og den stille sne. Vejrets skiften akkompagneres af velvalgte musikstykker, der i sammenhængen gør et uudsletteligt indtryk. Det er i disse mellemscener, forestillingen står allerstærkest.

Jeg skal kraftedeme ikke dø på dato savner den menneskelige fortælling, men formår at gøre indtryk ved sin kraftige kritik af det danske sundhedssystem.

Foto: Lars Horn

Aalborg Teater: Jeg skal kraftedeme ikke dø på dato

Se spilletider