Instruktør Mark Herman tager med Drengen i den stribede pyjamas fat på et af det 20. Århundredes største massemord; Holocaust. Denne ubeskrivelige rædsel forsøger han at beskrive gennem den uskyldiges øjne; den 8-årige Bruno hvis familie flytter fra Berlin til farens nye job på gården, hvor folk går i stribet pyjamas.
Drengen i den stribede pyjamas starter med et rammende citat fra den engelske digter og forfatter John Betjeman: "Childhood is measured out by sounds and smells and sights, before the dark hour of reason grows". Citatet sigter på den ene side til filmens Citatet passer fint på filmens hovedperson Bruno, der med sine otte år stadig lever i barndommens
oplevelsesverden, hvor han sammen med kammeraterne leger, at de er piloter mens de løber gennem Berlins gader. De er ikke blevet formørket af det Bejteman kalder fornuftens mørke time, og ser derfor ikke, som tilskueren, den jødiske ghetto, hvor et hold mennesker er ved at blive gennet ind i et par lastbiler.
Da Bruno kommer hjem til familiens store villa, erfarer han, at de skal flytte, da faderen (David Thewlis), der er soldat, har fået et nyt job ude på landet. Moderen (Vera Farmiga) og den lidt ældre søster Gretel (Amber Beattie) er begge positive, men Bruno er ked af at miste sine venner. Umiddelbart er Brunos skepsis velbegrundet, da det nye hus virker koldt og nærmest uhyggeligt funktionelt. Hertil kommer den farlige Løjtnant Kotler (Rupert Friend), som Gretel ser op til, samt privatlæren Herr Liszt (Jim Norton) og hans undervisning om den onde jøde. Bruno formår dog at snige sig væk på opdagelse og i sin leg støder han en dag på Shmuel (Jack Scanlon); drengen i den stribede pyjamas. Herfra udvikler deres venskab sig, selvom de er afskåret fra at lege med de ting Bruno tager med, på grund af det store elektriske hegn, der omringer lejren, hvor Shmuel bor.
Drengen i den stribede pyjamas formår i store træk at beskrive og fange mange af de forfærdelige og næsten absurde hændelser Holocaust var omgærdet af. Dette fungerer bedst, når filmen bestræber sig på at se tingene gennem Brunos otteårige øjne, og dårligere når konflikten mellem moren og faren blusser op, da førstnævnte finder ud af, hvad manden arbejder med. En af filmens største svagheder er dog, at skuespillerne snakker og agerer på engelsk. I de første scener af filmen kunne man faktisk på nær nazistflagene godt tro, at det er en britisk familie, vi følger. Problemet er, at det engelske distancerer tilskueren (hvor troværdig er en engelsktalende SS-officer egentlig?) mere end det engagerer.
Filmens anden store svaghed er den overdramatiske slutning, der virker postulerende i forhold til resten af filmen. Dermed ikke sagt at drengen i den stribede pyjamas, ikke er et glimrende udgangspunkt for et tema om holocaust for de midterste klassetrin i folkeskolen.
Foto: Walt Disney Studios Motion Pictures
Se spilletider
Se film-info
