ISOBEL CAMPBELL & MARK LANEGAN PÅ STORE VEGA
Den album- og ep-aktuelle duo Isobel Campbell og Mark Lanegan er en både charmerende og her og der meget effektiv kombination af markante modsætninger. Hvor det tidligere medlem af Belle & Sebastian, Isobel Campbell, er lys, skrøbelig og ageret femininitet par excellence, der er tordenrøsten Mark Lanegan indbegrebet af mørke og brugt men bastant maskulinitet.
Og sagt med det samme: det var især Mark Lanegan (Screaming Trees, The Gutter Twins, Queens Of The Stone Age etc. plus en række soloplader), der stod frem denne mandag aften på Vega i København. Sjældent (måske aldrig) er han hørt synge mere intenst og gennemslagskraftigt på en dansk scene. Hans stemme væltede udover Store Vegas scene og nærmest indhyllede publikum med sin imponerende, rustne fylde.
Isobel Campbell, der skriver stort set alt materialet, som duoen lægger navn til, fungerede da også rimeligt fint denne aften. Men hendes kejtethed (som vel nok er et karaktertræk, hun er blevet skænket fra naturens hånd), generthed og lillepige-tuttenuttede fremtoning blev ærligt talt en del for meget (overspillet?). Her og der var det virkningsfuldt og fint, men modsat Mark Lanegan (der på sin egen facon vel er ligeså kejtet), så formåede hun ikke på samme måde at erstatte sin minus scene-performance med musikalsk og vokal aktivitet og nærvær. Isobel Campbell var hovedårsagen til, at denne duo-konstellation (med band) sine steder virkede mere anstrengt end nødvendigt.
Campbell og Lanegan leverede en koncert, hvor materialet var hentet fra deres første og fremragende album Ballad Of The Broken Seas, de to nyeste (og mindre heldige) udspil, albummet Sunday At Devil Dirt samt ep'en Keep Me In Mind, Sweetheart. Derudover havde en enkelt af Lanegans solo-kompositioner også fundet vej til sætlisten.
Når koncerten lykkedes denne aften, så var det faktisk rigtig godt. Så fik duoen omsat de folk- og americana-orienterede sange til opmærksomhedskrævende stykker. Men desværre var det alt for mange steder lidt anonymt. Der var vel næppe nogen, der havde regnet med det store sceneshow fra disse to afsindigt indadvendte kunstnere, men en omsætning af den lidt transparente fysiske tilstedeværelse til en mere tæt, musikalsk atmosfære, kunne godt have været ønsket.
Isobel Campbell og Mark Lanegan leverede en koncert på det jævne, der når den var allerbedst, var båret af Mark Lanegans jordbeslåede vokal og umiskendelige klasse. Ellers var der ikke alt for meget at råbe hurra for. Lidt skuffende!
