Flere nyheder

 
Litteratur
Flyvende Farmors julekalender til hele året

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Flyvende Farmors julekalender til hele året
Fre. 19. dec. 2008

Jytte Abildstrøm leverer endnu engang inspirerende stof til børnenes fantasi. Denne gang er hun ikke selv i den skabende rolle, men hun har med sans for kvalitet udvalgt en række danske og udenlandske fortællinger, der kan nydes af både børn og voksne. På den medfølgende mp3-cd kan man nyde Abildstrøms egen oplæsning af teksterne.

"Men far, det kan kan jo slet ikke!", udbrød min 8-årige datter efter at have hørt Baron Münchhausens angiveligt sandfærdige beretning om sin rejse til Rusland, hvor han trækker sig selv op ved håret ud af den dybe dam, han er havnet midt i.

Efter flere eksperimenter måtte vi konkludere, at historien ikke kan være rigtig uanset, hvor sandfærdig den kære Baron påstod, den var. Og det er jo det, Münchhausens historier så fremragende påpeger, at al litteratur er løgn, uanset hvad fortælleren påstår, og det er netop fordi litteraturen er løgn, at den er værd at læse (og skrive).

Hermed er det også påpeget, at de fortællinger og digte, Jytte Abildstrøm har udvalgt til sin bog betragter børn som intelligente skabninger, der har krav på andet end den behagesyge underholdning, der markedsføres skamløst i disse år. Der er en verden til forskel på det disneyficerede børneunivers med dens simplificerede moralske univers og decideret hykleriske tematisering af, hvad det gode børneliv er, og så den lidt altmodische verden, der oprulles i bogens historier.

Bogen er opdelt i 24 kapitler, bestående af et uens antal historier og/eller digte, tilsyneladende uden nogen speciel logik bag inddelingen. Det virker som om, at man har ønsket at have lige præcis disse historier og digte med, snarere end at bortbarbere en mængde for at få indholdsfortegnelsen i balance, hvilket er et ret sympatisk træk.

Men ellers veksler bogen mellem mange tempi og stemningslejer, fra H.C. Andersens fint ciselerede "Dandse, dandse Dukke min!", over folkeeventyr som "Duestegen", hvor de unge elskende snører herskabet og selv sætter tænderne i de friskstegte duer, uden at blive straffet, videre til Jeppe Aakjærs Ole på knolden, med de fine linjer.. "Lyngen sused og skyen gled / udflugtslængsler i hjertet sved."

Og snart efter slås en højtidelig tone an i en langsom gennemlæsning af "Lysets engel går med glans", som får selv hærdede ateister til at fornemme den religiøse digtnings høje klasse.

Så tusind tak til Jytte Abildstrøm for at turde sende så megen god gammeldags kvalitetslitteratur i hovedet på børnene. Nu er det op til de voksne at samle stafetten op og give børnene lejlighed til at møde en verden af fortællinger, der både rummer latteren, gråden, poesien og eftertænksomheden.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Jytte Abildstrøm: Flyvende Farmors Julekalender til hele året
Forlag: Borgen
Sider: 213
Udgivelsesdato: 01-12-2008
ISBN: 978-87-21-03011-7