|
|
Den traditionsrige kunstnersammen-slutning Koloristerne lever stadig og udstiller i år deres værker på Den Frie, takket være støtte fra en række fonde. Udstillingen spænder over mange medier, men fokus på arbejdet med farver er bevaret. Tilhængere af sammenslutningen vil ikke blive skuffede, men man kommer til at gå forgæves, hvis man ser på kunst for at blive udfordret og overrasket.
Koloristernes overlever, men desværre skinner kampgejsten og vitaliteten ikke igennem i mange af de udstillede værkede, der alt for ofte er repetitioner af for længst stivnede udtryksformer. Mange af kunstnerne har i deres lange karriere udsmykket en række skoler og andre offentlige bygninger, og det er netop udsmykningen af en skole bygget i 70'erne, de fleste værker leder tankerne hen på. Hvis du kommer forbi Den Frie ved Østerport station, kan du få en forsmag ved at kigge på plakaterne af Niels Reumert. De kan mest diplomatisk beskrives som 'farvestrålende', men giver et praj om, hvad du har i vente indenfor.
Kunstfællesskabet arbejder med en række forskellige udtryksformer: maleri, skulpturer, relieffer, vævekunst og installationer. Problemet med de fleste værker er, at de udelukkende synes at koncentrere sig om farverne og det visuelle. Men et maleri, der hverken er interessant, maner til eftertanke, gør noget nyt, eller bare i det mindste ville se pænt ud at have hængende, er altså svært at holde af. Der er adskillelige pæne og dekorative værker på udstillingen, især fascinerer Inge Lise Westmans sort/hvide malerier af snelandskaber. De gør det dog nok mest på baggrund af resten af udstillingens værker, og man kommer hurtigt ned på jorden igen, når man ser hendes værk "Sort hvirvel", der godt kunne tyde på, at kunstnernes selvcensur måske ikke altid er nok til at skabe en vellykket udstilling. Anne-Birthe Hove sort/hvide zinkografier er dog med til at bekræfte indtrykket af, at Koloristerne med fordel kunne skrue ned for farverne. Den som kommer heldigst fra en mere ekspressiv brug af farver er Helle Thorborg. Inspireret af en tur til Damaskus har hun skildret livet i byen i en række Matisse-inspirerede billeder. Hendes ledsagende tekst i kataloget bidrager desværre blot til maleriernes naive orientalisme.
Hvis man savner et mere konceptuelt indhold, er der også noget at hente på udstillingen. Søren Ankarfeldt har konstrueret det, han med en udvidelse af begrebet kalder en evighedsmaskine. Et slags lykkehjul, der efter Ankarfeldts system vælger, hvor langt et penselstrøg i hvilken af primærfarverne, han skal male, og i hvilken retning. Dette eksperiment med tilfældighed gentager han så ulideligt mange gange. Tilfældighed er ganske rigtigt interessant, men når tilgangen til fænomenet er så pedantisk, hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og kaste sig over computergenerede billeder?
På sammenslutningens hjemmeside kan man læse, at Koloristerne 'forbliver trofaste overfor kunstens traditionelle værdier: en solid metier, som ikke er ensbetydende med et tomt indhold.' Hvis man er enig i den præmis vil udstillingen være mere spiselig. Men modsat er det svært at pege på noget, som skulle være traditionelle værdier i kunsten, hvis det da ikke netop er fornyelsen. Koloristerne virker dybt forankrede i modernismens ydre stil, men det er svært at se væsentligheden i, at Ingvald Holmefjord er i stand til at efterligne Cezanne på en af dennes dårlige dage. Det er snarere konservatorer og kustoder, der skal vogte over de gamle mestre, end det er nutidens udøvende kunstnere.
Billede: "?" ætsning, zinkografi af Anne-Birthe Hove
Tid & sted
Koloristerne
12. januar - 1. februar 2009
Den Frie Udstillingsbygning
Oslo Plads
2100 København Ø
Åbent alle ugens dage fra kl. 10.00 - 17.00, torsdag fra kl. 10.00 - 21.00
