Flere nyheder

 
Musik
Kellermensch

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kellermensch
Man. 26. jan. 2009

Danske Kellermensch blev dannet tilbage I 2006, men kvintetten fremstår - trods de få år, de har bag sig - som et ualmindeligt kraftfuldt og modnet ensemble, der har imponerende styr på både form og indhold. Bandet har med deres selvbetitlede debut leveret noget af den mest interessante lyd, der er kommet fra et alternativt dansk rockband i lang tid.

Kellermensch's debut består af ti tracks, der tilsammen udgør en sand mavepuster af en kraftpræstation. Bandet har frembragt et album af kantet og nuanceret rockmusik, der i den grad fremstår ret så unik på den danske scene. Musikken, der både er flot tænkt og spillet, er et konglomerat af genrer som eksempelvis post-rock og post-hardcore, hvor navne som blandt andreTom Waits, Nick Cave og Neurosis er markante inspirationskilder.

Albummet fungerer faktisk hele vejen, uden på noget tidspunkt at vakle i forhold til stil, lyd og udtryk. Det er ikke tit man hører en så sikker debut, der på denne overbevisende facon ved hvor den vil hen, og hvor bandet uden at ryste bare lidt på hænderne, guider lytteren med ind i en så intens, forpustende og fokuseret rockoplevelse. Om sangene funderer sig på det overrumplende, det brutale, det melodiske eller det tørt skramlende, så hænger det hele vejen uløseligt sammen.

Kellermensch har med deres debutudspil sat sig selv flot i spil på den danske rockscene. Med deres originale bud på, hvordan mørk og dyster rock også kan lyde, har kvintetten gjort sig fortjent til masser af opmærksomhed. Bandet repræsenterer en stil, der sjældent får særligt meget plads i medierne herhjemme, men man kan håbe på, at den umiskendelige kvalitet som Kellermensch maler til værks på deres første fuldlængde, vil gøre en forskel. Uanset hvad, så har Danmark fået sig endnu et klasse-act inden for den alternative og mere progressive rock.

Udgivet på Persona Non Grata Records / Target Distribution.