Flere nyheder

 
Film
Arn 2 på DVD

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Arn 2 på DVD
Ons. 28. jan. 2009

Dette er anden og sidste del af filmatiseringen af romantriologien om Tempelridderen Arn. Det er den direkte fortsættelse af den første film. "Arn 2" er en filmisk og teknisk flot præstation, men desværre drukner handlingen i de storladne scener, så man til slut sidder tilbage med en film, som ikke har budt på den mindste overraskelse eller spænding.

I den første film fulgte vi Arn og Cecilia i 1200-tallets midtsverige. Arn var søn af en stormand af Folksungerslægten og var som dreng blevet sendt i kloster, hvor en tidligere tempelridder havde oplært ham. Da han som 18-årig vendte hjem fra klosteret forelskede han sig i Cecilia. De blev uretmæssigt beskyldt for at have bedrevet utugt, og de idømmedes hver 20 års bod i hver deres kloster. Arn blev sendt til det hellige land som tempelridder.

Arn 2 fortsætter, hvor den første film slap. Arn er blevet en respekteret korsridder, både blandt egne og blandt muslimerne, og Cecilia er stadig i kloster, men deres bodstid er ved at rinde ud, så Arn kan vende hjem til Sverige, og Cecilia kan forlade klosteret. Sverige er dog præget af et ulmende oprør fra slægten Sverkerne, som gør krav på tronen.

Jan Guillous romantriologi om tempelridderen Arn har været en kæmpesucces. Denne er blevet fulgt op af den største og dyreste filmatisering endnu i Norden. Med et budget på over 200 mio. svenske kroner har der været mulighed for at lave en flot film med de bedste skuespillere. Dette er fuldt ud lykkedes, men al energien og kræfterne i denne film er gået til at skabe de flotte scener. Ren teknisk er filmen væsentligt bedre end den første. Denne havde store problemer med fotografering og skarpheden af optagelserne. I Arn 2 er dette mestret til perfektion. Eller rettere til over-perfektion. Nogle scener er så Hollywoodagtige, så selv Hollywood ville synes, at det er for tykt.

Filmen er desværre meget forudsigelig og indeholder ingen sidehistorier der kan peppe den op. Den byder på absolut ingen spænding. Der sker stort set det, man forventer, både på kort og langt sigt gennem filmen. Dette gør, at filmen føles lidt langtrukken på trods af, at den kun er lidt over to timer lang.

Det bliver ikke bedre af, at man ikke kommer ind under huden på nogen af rollerne. Det nærmeste, man oplever af følelsesudbrud er stort set Cecillia og Arn, der tavst stirrer henholdsvis ud over en sø og ørkenen. Samtalerne i filmen er få og korte og underbygger kun oplevelsen af en meget unuanceret film.

DVD-udgaven byder ikke på noget ekstramateriale. Den indeholder kun filmen. En så stor produktion med så spektakulære scener som Arn 2 burde løfte lidt af sløret for kulisserne, og hvordan filmen er blevet til.

Er man til flotte ridderscener og middelalder har Arn 2 masser at byde på, men derudover er det en forholdsvis tynd film, der stort set kun er en afslutning på den første film om Arn.

Foto: SF Film

Ude på DVD fra SF Film

Se film-info