|
|
"Slottet" er en dybsindig, samfunds-
kritisk fortælling, som Aarhus Teater i Runar Hodnes iscenesættelse formår at gøre både spændende og nærværende. Niels Ellegaard er fortræffelig som hovedpersonen K., der afmægtigt forsøger at kæmpe sig vej gennem en mur af mentalt og menneskeligt forfald.
En sen vinteraften ankommer landmåleren K. til en landsbykro. Han har fået arbejde hos grev Klamm, der holder til bag lukkede porte på byens slot. Ingen af indbyggerne har dog tænkt sig at hjælpe K. med at få greven i tale. De møder den nye landmåler med vantro, kulde og bureaukratiske floskler, der skal få ham til at opgive sit forehavende. Her har de skam ikke brug for en landmåler, og da slet ikke en udefrakommende en af slagsen. Forestillingens omdrejningspunkt bliver dermed K.'s lange og seje kamp for at trænge igennem den mur af modvilje, som forhindrer han i at nå frem til det fjerntliggende slot.
Kafka, landmålere og bureaukrati - lyder det tungt og tørt? Det er det langtfra på Aarhus Teater.
Eminent Ellegaard
Niels Ellegaard er vel næppe type-casted som hovedrolleindehaver i en fortælling af Kafka. Men han gør det godt. Ja, han er faktisk eminent som den selvbevidste og retskafne landmåler, hvis kræfter langsomt nedbrydes af medmenneskenes passive modvilje. Ellegaard formår med minimale mimiske virkemidler at fremstille først det absurd-komiske og senere det dybt fortvivlende ved hele denne afsindige affære.
For den absurde komik er heldigvis at finde midt i al miseren. Ikke mindst hos K.'s to umodne medhjælpere, Artur og Jeremias. "Tihi" og "Fnis" bliver grotesk grinagtigt i Anders Heinrichsen og Thomas Voss' veltimede, nærmest akrobatiske fremstilling. Der er i det hele taget et forfriskende flow i forestillingen, ikke mindst på grund af skuespillernes sprudlende kropssprog. Der hoppes og springes, vrides og vendes, hvilket er med til at tydeliggøre karakterernes forkvaklede sind.
Først i sidste tredjedel af forestillingen sættes tempoet ned. Dog en anelse for meget i betragtning af den tungsindige tekst, der her når frem til historiens kerne: "Det er uretfærdigt", udbryder K. om pigen Olgas sociale udstødelse. Men ingen tager sig af en fremmeds meninger. Som et etisk og selvstændigt tænkende individ er K. socialt isoleret blandt zombierne i landsbyen. Deres handlinger er gennemsyret af en usynlig magt, deres tankegang er systematiseret af et socialt kodeks, som ingen har fantasi til at sætte spørgsmålstegn ved. For K. bliver det derfor en besættelse at møde magthaveren Klamm ansigt til ansigt. Og målet helliger som bekendt midlet.
Gennemtænkt og gennemført
Forestillingen indkapsles glimrende af Martin Tulinius' og Julie Forchhammers scenografiske genistreg. Perspektiverende lag af gråt indikerer ikke alene fortællingens mange lag, men også den endeløse række af mure, som K. render hovedet ind i gang efter gang. Sjældent har jeg oplevet en så enkel scenografi have en så virkningsfuld effekt.
Slottet er en gennemtænkt og gennemført forestilling. I Rudnar Hodnes iscenesættelse går alle elementer forbløffende flot op i en højere enhed. Det er en interessant og fængslende fortælling, som absolut tåler et gensyn. Især hvis man - ligesom undertegnede - ikke kender spor til Kafka.
Foto: Jan Jul
Århus Teater: Slottet
Se spilletider
