Flere nyheder

 
Udstilling
Impressionisme på Arken

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Impressionisme på Arken
Tir. 17. feb. 2009

Arken Museum for Moderne Kunst blænder op for en sjælden lejlighed til at nyde værker af en række markante franske impressionister og post-impressionister. De udstillede værker stammer fra Israel Museum i Jerusalem, og indbyder til et frisk blik på de ellers velkendte åkander, franske landskaber og parisisk byliv.

Hvis vi tror, at tingene går stærkt i dag, og at sæder og skikke forandrer sig hastig, er det for intet at sammenligne med 1870'erne og frem. Industrialiseringen, det fremvoksende storbyliv og nye moralnormer kastede datidens mennesker hovedkulds ind i moderniteten, og også kunsten var i rivende forandring. Mange af de mest elskede og velkendte malerier stammer alle fra denne periode sidst i det nittende århundrede.

I dag er den impressionistiske malerstil for længst kanoniseret, reproduktioner af Monets åkander er set til kvalmegrænsen, og hestevognstrafikken i Pissaros Montmartre virker snarere hyggelig end hektisk. Arkens foldere om udstillingen gør en smule for at erindre beskueren om, hvilken skandale den impressionistiske stil engang var, men formidlingen er generelt lovlig diskret. Måske fordi det er svært at spore anden hensigt med udstillingen, end at det har ladet sig gøre at få samlingen til Danmark. Formidlingen er, bortset fra en film om kunstnerne, ret fraværende. Måske går man ud fra, at publikum kan det hele selv, men så virker det sært overbærende, når en ledsagetekst fortæller om 'de såkaldte pointillister'.

Malerierne er der til gengæld intet at udsætte på. Der bydes på Pissaro, Gauguin, Degas, Rysselberghe, Cezanne, Bourdelle og Sisley, måske ikke i lange baner, men det er også svært at forlange med så eftertragtede kunstnere. Alle malere har det til fælles, at de søger nye måder at indfange det flygtige liv og nye måder at gengive lys og farver. Fotografiets opfindelse gjorde det realistiske maleri overflødigt, og udstillingen viser netop alt det, et fotografi ikke kan indfange. Det er interessant at se den måde farverne og penselstrøgene står i forgrunden i stedet for motivet. Almindelige huse, træer, høstakke og genspejlinger i vand træder sitrende frem og gør mere eller mindre tydeligt opmærksom på den geniale opdagelse, at farverne ofte fremstår mere virkelige og udtryksfulde, hvis man netop ikke maler naturen, som man tror, den fremtræder. Lys og skyggevirkninger er så interessante i den periode, netop fordi man ikke nøjes med at male græsset grønt og vandet blåt. Er man derimod mere til konceptkunst og ude efter at få motioneret fortolkningsmusklerne, ville man nok gå kold i de pittoreske malerier, hvis udstillingen havde været større.

Det kan altid diskuteres, hvorvidt impressionisterne har deres berettigelse på et museum, der er dedikeret samtidskunsten. Debatten har været taget før, men Arken har konsekvent de højeste besøgstal, når de byder på kunst fra før 2. Verdenskrig, så det skal der åbenbart til. Mere kritisabelt er det, når man for at lokke publikum til, putter van Goghs navn øverst på plakaten. Der er ganske rigtig van Gogh på Arken, men det drejer sig om et enkelt maleri. En enkel van Gogh er heller ikke at kimse af, men det ville en langt mere sandfærdig betegnelse, hvis man havde byttet van Goghs navn ud med Pissaros på plakaterne.

Billeder: Paul Cézanne: "Landsted ved flod", Vincent Van Gogh: "Kornmarker og valmuer (grønne hvedeaks)" og Camille Pissaro: "Boulevard Montmartre, forår"

Tid & sted
Monet, Renoir, Van Gogh, Gauguin - Impressionister og postimpressionister fra Israel Museum, Jerusalem
31. januar - 7. juni 2009

Arken - Museum of Modern
Skovvej 100
2635 Ishøj

Se åbningstider