|
|
Rock. Benhård rock. Alphapistolas debut-EP består af fem solide sange med elementer fra alle rockens årtier - ikke mindst 1990erne. Hvad angår tekstindhold og stemningsmættet udtryk går inspirationen helt tilbage til midten af 1800tallet, hvor en nådesløs bande regerede ved den amerikansk-mexicanske grænse. Banden kaldte sig Alphapistola.
Konceptuelle musikere er per definition interessante. Blandt andre David Bowie, der som en kamæleon har skiftet udseende og udtryk gennem figurerne Ziggy Stardust, The Thin White Duke m.fl. Og Marilyn Manson, som kreerede en androgyn og på samme tid meget maskulin personlighed, der efter 15 år stadig er fængende. Københavnske Alphapistola placerer sig stensikkert i den konceptuelle tradition med deres debut-EP af samme navn. De har skabt et univers, som bygger på en autentisk historie om fire mænd, som valgte livet udenfor loven. De flygtede i midten af 1800-tallet fra USA til den mexicanske by Tijuana, som også i dag er berømt og berygtet for sit kriminelle miljø. De autentiske personer er i dag en legende, der bygger på melodrama om død, kærlighed og indre dæmoner - ligesom de fleste andre rigtig gode historier.
Alphapistola har ikke bare taget bandenavnet - de fire musikere har også taget de lovløse bandemedlemmers navne. El Padre, El Despiadado, El Cabacilla og El Guerrero har med deres univers skabt nogle rammer, indenfor hvilke der er plads til melodrama og storladenhed ad libitum. Og netop fordi de mytiske rammer er bygget solidt op, bliver det aldrig for meget. Samtidig er teksterne personlige og derfor ikke teatralsk kunstige.
Bandets bande-koncept går godt i spænd med den musiske kvalitet. Der er mange rockhistoriske referencer - ikke mindst til 90'ernes danske rockscene og den amerikanske surf-tradition. Det, der gør de fem rocknumre specielle og underbygger bandets dramaturgiske koncept, er inspirationen fra Steiner, Jarre, Williams og de andre filmmusikkomponister, som skabte de fantastiske soundtracks til de mange westernfilm fra 50'erne til 70'erne. Ikke alle sangene på Alphapistola slutter lige elegant, men det er nemt at tilgive, fordi der er en live-energi over cd'en, som gør, at man hurtigt bliver revet med ind i den næste sang.
Det bliver spændende at se og høre, hvad fremtiden byder på. Alphapistola har gjort noget unikt ved at træde ind i en maskulint sentimental verden af hurtige guns og store følelser. Konceptet er genialt og musikken virkelig god. Hvis det er svært at vente på en hel plade fra Alphapistola, kan det anbefales at dulme længslen efter mere grandiost ørkendrama med en Robert Rodriguez-film.
Udgivet fra Blah Blah Blah Records
