|
|
Et besynderligt stykke! "Den skaldede sangerinde" var den rumænsk-franske dramatiker Eugène Ionescos debut i 1950, men var bestemt ikke den store publikumsmæssige succes dengang. Ikke desto mindre - eller måske netop derfor - er den blevet en klassiker, som siden er blevet gengivet et utal af gange - denne gang på Odense Teater.
Odense Teaters opsætning af stykket er ganske fin - særligt med den vellykkede scenografi af Lisbeth Burian, som bl.a. benytter projektor til korte understøttende sekvenser bredt ud på hele scenens bagvæg, og en form for ur, der består af metalkugler, som løber gennem et skinnesystem.
Selve stykket er dybt underligt - til tider er det ved at gå helt i stå, andre gange irriteres man af samtaler, hvor alt skal gentages, men ind imellem er der da også nogle sjove og skæve situationer, indtil det så pludselig går helt amok.
Det er - og jeg har vist nævnt det før, men det kan godt gentages - dybt underligt og tilsyneladende uden nogen større mening, ud over at sætte fokus på, hvor svært det kan være at kommunikere, hvis man ikke rigtig har noget at tale om.
Og Inonescos billede af overklassen i hans samtid var nok, at de var indholdsløse og mere optagede af den facade, de viste, end personerne og værdierne bag. De personer, der karikeres i stykket, har i hvert fald meget vanskeligt ved at kommunikere. De forsøger at gøre sig interessante samtidig med, at de forsøger at bevare et (meget anstrengt) smil, som dog jævnligt afbrydes af vredesudbrud.
Og når det så sker, at de rent faktisk får fortalt en historie, så handler det om dyr - en slags dyrefabler - som de tyr til, fordi der i deres verden og liv reelt ikke findes noget, der er mere interessant at fortælle om, end hvor man køber den bedste olie.
Om man er til et stykke af denne slags eller ej, det er jo smag og behag. Det er nok ikke rigtig min kop the, selvom det da indeholder underholdende sekvenser, skuespillerne gør det ganske fint og scenografien generelt er god.
Af gode sekvenser må dog fremhæves den, hvor brandmanden, Klaus T. Søndergaard, entrer forestillingen - det i sig selv er nærmest stykkets højdepunkt og kalder altså på en gentagelse! Alene at tænke tilbage på det øjeblik nu, giver et smil på læben.
Men meget af det virker som ren provokation uden nogen stor idé. Og stykket har nok provokeret og været vigtigt for sin samtid, men den effekt vil det ikke have længere.
Så alt i alt strander det nok som en middelmådig oplevelse for en stor del af det gængse teaterpublikum.
Foto: Leif Hansen
Odense Teater, Værkstedet: Den skaldede sangerinde
Se spilletider
