|
|
Så er der længe ventet nyt fra det københavnske jazzorkester String Swing. Albummet hedder "Waiting For The Good Times", og det er som sædvanligt fuld af gode og musikalske vibrationer fra hele den store, vide verden. Og det svinger, gør det! Ventetiden er forbi - de gode stunder starter her..
Der er det med String Swing, at de ikke kun laver jazz for jazzelskere. Men også for alle andre. Ligesom på de to første plader, Red Shoes (2001) og Blue Hat (2004) er der på den aktuelle cd Waiting For The Good Times masser af old school jive, balkanlyd og genfortolkninger af vestlige hits indenfor populærmusikken. Bob Dylans "Things Have Changed", som er det første nummer på Waiting For The Good Times, kan sagtens gå hen og blive et ligeså stort hit, som den følsomme udgave af Janet Jacksons "Together Again" var det i 2001.
Alle elleve sange på pladen er legende lette som kåde forårsfugle og samtidig koncentrerede stemningsbouillonterninger. Og det er svært at fremhæve nogle sange over andre. Men countryfølelsen i Dory Previns "Lady With The Braid" fortjener et par linjer for sig selv. Simpelthen fordi det er en af de fineste sange fra 1970'erne, og fordi det er så typisk String Swing at gøre noget så atypisk som at vælge lige præcis dén sang. Søren Siegumfeldts ordløse sang "Dragana Galic" bør også nævnes - også for at pointere, at denne balkanlyd er klassisk String Swing helt tilbage fra debutpladen og altså ikke bare et modelune. Francoise Hardy-klassikeren "Comment te dire adieu" er rørende i sin nye tolkning og klæder albummets helhed på smukkeste vis.
Over årene har String Swing næsten udskiftet lige så mange medlemmer som The Village People. Men der er ingen tvivl om, at det er 100% String Swing på Waiting For The Good Times. Saxofonisten Søren Siegumfeldt og guitaristen Jacob Fischer er de to originale medlemmer, som sammen med Regin Fuhlendorff på elektrisk guitar og Eva Skipper på bass gør det fantastisk på alle elleve sange med hjælp fra de mange gæstemusikere. Særligt spændende for trofaste fans er det med den nye sangerinde, Alice Carreri. Det klæder uden tvivl String Swing med en altsangerinde, og hendes tenderende hæshed er smuk og sexet. Det er svært at forestille sig nogen anden synge "Hey Hey Hey" - og der kommer forhåbentlig flere albums med Alice Carreri. Når det så er sagt, må denne anmelder indrømme savnet af den tidligere String Swing-sangerinde, sopranen Josefine Cronholm, som har en noget større farvepalet - og en blanding af styrke og sårbarhed, som var med til at definere String Swing.
Det kan næsten virke profetisk, at jazzorkestret netop nu er aktuelt med en plade kaldet Waiting For The Good Times. Og det kan kun anbefales alle, som synes tiderne er hårde - eller bare er trætte af at høre de to ord "krisen" og "kradser" at erhverve sig denne cd, som kan ses som en lille, fin skive lykke med uendelig holdbarhed.
Ude på CD på Stunt Records
