Flere nyheder

 
Udstilling
Bjarke Ingels - Yes is more

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Bjarke Ingels - Yes is more
Man. 23. mar. 2009




Bjarke Ingels Group (BIG) har længe sat nye standarter for, hvor vildt dansk arkitektur kunne blive, men nu flyttes grænserne også for, hvordan man udstiller arkitektur. Selv kalder Ingels sin stil for evolution arkitektur, alligevel fristes man til at tale om en revolution. Eneste skuffelse er, hvor få af projekterne, der bliver til virkelighed.

Det er hverdag i arkitektverdenen, at kun en brøkdel af projekterne på tegnebrættet bliver opført. Men når man står i Dansk Arkitektur Center på Christianshavn og ser det ene dødsforagtende byggeri efter det anden, er det trist at opdage, at man ikke kan tage ud i verden og se alting bagefter. Det er så også det eneste, der kan ødelægge humøret, for sjældent har en udstilling efterladt mig i så godt humør. Man skal være særdeles skeptisk indstillet for ikke at blive overrumplet af optimismen og den sprudlende fortælleglæde, der går som en tråd igennem den uhyre gennemdesignede udstilling, hvor man er nødt til også at sige JA!

Selvom der står en hel tegnestue bag projekterne, er manden i front, Bjarke Ingels, i den grad i front. Bjarke Ingels har til udstillingen lavet en Frank Miller-inspireret tegneserie, der bugter sig igennem lokalet og pædagogisk forklarer en lang række projekter. Først kan den store mængde tekst virke overvældende, men når man først er i gang er det ikke til at stoppe igen, så sæt rigelig med tid af til et besøg. Fotos og modeller kan mere end at se lækre ud, de giver samtidigt en god fornemmelse for bygningernes virkelige proportioner - noget, man ofte kan savne på nok så lækre arkitekturfotos i skæve vinkler. Der er ingen grund til at fotografere BIG's projekter i lækre vinkler, de er allerede indbyggede.

Det fascinerende ved projekterne er, at de kombinerer en postmoderne pragmatisme og fornemmelse for omgivelserne med modernismens mod til at tænke stort og dominerende. Mange af bygningerne indbyder sig til film-locations, men det virker hele tiden som om, at der er god ræson bag de futuristiske konstruktioner. Selv når Vejles navn staves i bygninger, man kører i rutsjebane ovenpå lejligheder, eller der opføres hængende haver i Dubai, stoler man på, at tegnestuen stadig kommunikerer med Jorden.

Nogle af projekterne kan dog godt give højdeskræk.

Mest science fiction er der over det gigantiske projekt for at bebygge øen Zir ud for Aserbajdsjans hovedstad, Baku. Syv forskellige kunstige bjerge skal bygges, og så skal det hele være CO2-neutralt. Overalt i udstillingen er videnskaben bag fremtrædende, og der gøres intet forsøge på at skjule kunsten. Herligt uprætentiøst forklares det, hvor inspirationen stammer fra, hvilken matematik, der ligger bag, og hvordan tidligere projekter genbruges i nye projekter. Tonen er skarpere, når det gælder arkitekturdebatten og de politiske beslutninger om at bygge eller ikke at bygge. Det er på én gang partisk og redeligt, og man føler sig en anelse klogere på, hvad der foregår i kulissen til arkitekturkonkurrencer.


Hvis man ikke er så overbevidst om BIG's kvaliteter, at man har købt en af hans boliger i Ørestaden, skal man af sted til DAC. Hvis det er umuligt, kan man kompensere ved at gå ind på Bjarke Ingels Groups hjemmeside, hvor alle tegnestuens projekter er smukt præsenterede. Ellers kan man bruge tiden på at overbevise sine lokalpolitikere om at bygge for eksempel BIG's vandkulturhus - og bede til, at de ikke får lyst til at se deres ansigt foreviget i bygningens facade som det svenske kongehus i lufthavnshotellet WMCP.

Billeder ovenfor: REN - People's Building: Rendering af Bjarke Ingels

Billede fra Dansk Arkitektur Center af
fotograf Jakob Gallt


og 7 Peaks of Azerbajian: Rendering af Bjarke Ingels


Tid & sted
Yes is more
21. februar - 31. maj
Dansk Arkitektur Center
Strandgade 27B
1401 København K

Se åbningstider