|
|
Det er fuldt fortjent, at den fransk-afrikanske film "Johnny Mad Dog" har fået priser på filmfestivaler verden over. Det er en vigtig historie, filmen fortæller, og den er aldrig blevet fortalt på denne måde før. "Johnny Mad Dog" bryder med alle regler indenfor klassiske fortælleteknikker og placerer sig midt i mellem dokumentar og fiktion.
Johnny Mad Dog serverer et stykke virkelighed i størrelsesorden 1:1. Filmen sætter de menneskelige skæbner i fokus på en måde, som rokker ved traditionelle spændingskurver og sædvanlige points of no return. Normalt bliver seeren udstyret med et større perspektiv; årstal, geografisk sted og den pågældende krig eller konflikt i store træk. Enten med tekst før filmen går i gang eller fortalt af en af hovedpersonerne. Et typisk fortælleteknisk greb er at vise en eller flere hovedpersoner i trygge rammer, så man identificerer sig med dem og føler deres panik og smerte, når krigen bryder ud. Ofte er der planer og plots i historien, som seeren kender til og derfor kan se frem og tilbage i fortællingen og skabe et større overblik. Det er som regel tilfældet i vidnesbyrd-genren som f.eks. i Schindlers Liste og Hotel Rwanda. I Johnny Mad Dog er det anderledes lige på og hårdt fra start til slut i nogenlunde lige linje af smerte, vold, desperation og vrede, som går ud over uskyldige og tilfældige ofre. Som seer har man ikke nogen baggrundsviden, ikke noget overblik, og man føler sig lidt fortabt i en ukendt fortællestruktur. Og det er et stærkt virkemiddel i en film, som handler om utryghed, børn og krig.
Instruktøren Jean-Stéphane Sauvaire fortæller med hovedpersonen Johnny Mad Dog en lille flok drenge og et par piger den uforståelige historie om nådesløse børnesoldater og de ufattelige mængder vold, som børn helt ned til 7 år kan forårsage. Eller rettere; Sauvaire lader en flok tidligere børnesoldater fortælle historien i stedet for en gruppe skuespillere, som ikke har oplevet denne type vold på egne kroppe. Fra allerførste scene kastes krig lige i hovedet på seeren med et råt og brutalt, dokumentarisk billedsprog, som matcher indholdet. Børn fra 7 til 15 år hærger en unavngivet del af Afrika. En ikke-statslig militærorganisation har oplært dem til at myrde og voldtage, påtvunget dem et kokainmisbrug og skabt et univers, hvor hvert barn ikke har andet end sig selv, sit overlevelsesinstinkt og sit våben. Børnene klæder sig ud i kjoler, hjelme og hvad de finder på deres voldelige vej - og de ligner en blanding mellem fastelavnsudklædte folkeskoleelever og medlemmer af den ultra-brutale bande i Stanley Kubricks A Clockwork Orange.
Det kan slet ikke understreges nok, hvor vigtig filmen er. Antallet af lande, som benytter sig af børnesoldater stiger og stiger. Derfor er det filmisk genialt ikke at knytte historien om Johnny Mad Dog og de andre børnesoldater til én bestemt konflikt eller ét bestemt land i Afrika. Det har foregået og foregår stadig i Congo, på Elfenbenskysten og mange andre steder i Afrika - men også i Latinamerika og Mellemøsten. Nu viser tidligere børnesoldater i en fiktiv ramme uden patos og diverse effekter, hvordan de levede - og det virker som en knytnæve lige midt i empatien.
Så hvis man kan tåle at se 97 minutter af det, som er alt for mange børns barske hverdagsliv - så skal man tage i biografen og se Johnny Mad Dog. Og hvis man ikke kan tåle det - så skal man gøre det alligevel.
Foto: Miracle Film Distribution
Se spilletider
Se filminfo
