|
|
Den action-prægede eventyrfilm "Inkheart" har flotte effekter, udmærket skuespil og et plot, som i teorien brude være spændende. Men filmen mangler eventyrgenrens magiske charme til at binde det hele sammen. "Inkheart" fremstår som en række flotte billeder, indforståede jokes og en forceret slutning.
Sølvtunger er folk med evnen til at gøre figurer fra bøger levende ved at læse højt fra bøgerne. Inkheart handler om sølvtungen Mortimer Folchart spillet af Brendan Fraser og hans 12-årgie datter Meggie personificeret af Eliza Bennett. Mortimer har ikke læst højt for nogen eller noget siden Meggie var et par år gammel. Dengang læste han op af et moderne eventyr kaldet Inkheart, hvilket tryllede onde karakterer fra historien ind i den virkelige verden, mens Meggies mor Resa, spillet af Sienna Guillory, forsvandt ind i bogen. Mystiske hændelser 9 år senere kaster far og datter ud i en kamp for at få Resa tilbage til virkeligheden. Undervejs får de hjælp af Meggies excentriske tante Elinor, fremragende spillet af Helen Mirren, en af personerne i 1001 nats eventyr, forfatteren til Inkheart og bogens mystiske, ildspyende karakter Dustfinger.
Hvordan denne historie udfolder sig og slutter skal være usagt, men det skal lige siges, at det ikke foregår på en synderligt elegant måde. Idéen om at kunne mane alle eventyrhelte og -skurke til live er god. Men de mange spændende figurer fra antikken til det 19. århundrede føles ikke levende i de rammer, som Inkheart byder på. Filmen er en smule kedelig og slutningen virker påklistret. Der er mange referencer til litteraturklassikere som Troldmanden fra Oz, Peter Pan og Et juleeventyr i form af replikker fra bøgerne - eller mere håndgribeligt som hunden Toto i levende live, Ebenezer Scrooges gravsten og en krokodille med et tikkende ur i maven. Nogle af referencerne er sjove og indgår som en del af handlingen i filmen. Andre - som f.eks. Oscar Wilde- og Edgar Allen Poe-citaterne - virker som søgte forsøg på at gøre filmen litterær og vil højst sandsynligt gå hen over hovedet på mange af de unge publikummer, som filmen egentlig er henvendt til.
En af Englands allerbedste skuespillere, Jim Broadbent, spiller Fenoglio, som har skrevet Inkheart. Og det er ham, som leverer filmens bedste scener, når han forundret og rørt møder sine fiktive karakterer i levende live. Deres korte diskussioner om, hvordan disse personer er skrevet, hvordan de opfører sig og Dustfingers ungdomsoprør mod sin skaber er både underholdende - og ganske Jostein Gaarder-agtige, for nu at blive i den litterære verden.
Udover sikre skuespilpræstationer skal det nævnes, at filmen er flot fotograferet og byder på nogle gode effekter. Men elementerne skal i denne genre samles af en tryllebindende historie, som med eventyrets særlige charme træder ud af det store lærred, og det sker desværre ikke helt med filmen Inkheart.
Foto: SF Film Distribution
Se spilletider
Se film-info
