Kronragede, psykisk syge kriminelle kæmper mod en invasion af en overjordisk kraft på en rumstation, der kontrolleres af et skuppelløst medicinalfirma. Det lyder måske som en variation over "Alien 3", men "Dante 01" er helt sin egen: Syret, kompleks og blodig. Den er rendyrket science fiction for fans af genren.
Rumstationen Dante 01 ligger i det, man kunne kalde universets middle of nowhere. Her behandles syv psykisk syge kriminelle i sikker afstand fra alt og alle, og de indsatte har deres eget regelsæt, der sikrer nogenlunde ro og orden. Den tilstræbte idyl spoleres dog, da en ny patient ankommer til institutionen. Han kan ikke tale, og ingen ved tilsyneladende, hvor han kommer fra. Men det viser sig hurtigt, at han besidder overnaturlige evner og blandt andet formår at hele de andre patienters sår. Hans ankomst opildner patienterne til et oprør mod vagter og læger, og det bliver både blodigt og ganske mærkværdigt.
Lidt Boyle og lidt Kubrick
Delicatessen og De fortabte børns by står på instruktøren Marc Caros CV (begge film sammen med Jean-Pierre Jeunet), så det er fra første sekund klart, at dette ikke er nogen ordinær slasher i science fiction-klæder. Vi befinder os i stedet i den del af genren, hvor rummet og den metalkasse, hovedpersonerne befinder sig i, bliver billeder på den menneskelige psyke og de helt store diskussioner om religion og moral fylder lige så meget som action og spændingsudvikling.
Danny Boyles Sunshine og Stanley Kubricks klassiker Rumrejsen 2001 er de film, Dante 01 har flest toner til fælles med. Visuelt læner den sig op ad Boyle (med tilføjelse af ultranærbilleder og vandringer inde i kroppen a la CSI), men dens fortælling er så kompleks og symbolladet som Kubricks. Det er en film, der skal genses, hvis den til fulde skal forstås. Og selv da er den vanskelig.
En film om snarligt døde
Når man som filmskaber samler en lille gruppe mennesker i et lille rum og lader det stå fuldstændig klart, at publikum i løbet af de næste 82 minutter skal vinke farvel til i hvert fald hovedparten af dem, er det bydende nødvendigt, at man hurtigt kommer under huden på de snarligt døde.
Den første Alien-film er et fremragende eksempel på, hvordan man med farverige personer og den rette dialog på kort tid kan skabe troværdige personer, som man kan bekymre sig om og leve sig ind i. Men netop på dette punkt fejler Dante 01. Det er ganske enkelt svært at skelne patienterne fra hinanden. Til gengæld understøtter farveholdning i sygeligt grønne og gule nuancer, kameravinkler og klipning på fineste vis filmens dystre og forvirrede sindsstemning.
Dante 01 er visuelt interessant og vil med stor sandsynlighed tiltale en god del af dem, der holder af Athur C. Clarkes forfatterskab.
Foto: Angel Scandinavia
Ude på DVD fra Angel Scandinavia
Se film-info
