|
|
Mumitroldene ligner flodheste, som trodser tyngdekraften ved at gå på to ben og klatre i træer. Mumi-fortællingerne går tilbage til 1945. Siden de første bøger har historierne fungeret som teater, tegnefilm og radio. Filmen om den farlige midsommer fungerer som et visuelt pragteksempel på dukkefilm, men er lidt træg i fortællingen.
Mumitroldene - farlig midsommer består af et plot, et figurgalleri og en håndsyet og håndmalet billedside, som rummer en naiv poesi. En poesi, som er dejligt anderledes end alle de hæsblæsende og imponerende detaljerede computeranimerede børnefilm, som skyller ind over os fra Hollywood.
De grå og hvide mumitrolde nyder livet i Mumidalen sammen med Mymlens Datter og hendes søster Lille My. En flodbølge skylder ind over Mumidalen og snart står mumihuset under vand. Lille My jubler over at blive våd, og Mumimor synes, alting ser smukt og sjovt ud, når det er dækket af vand. Da et flydende hus sejler forbi, beslutter mumitroldene og de to søstre sig for at gå om bor på det. Huset viser sig at være et teater, hvor en ærekær rotte ved navn Emma huserer. Mumi, Snorkfrøknen og Lille My bliver væk fra de andre, hvilket sender de spøjse karakterer ud på et par besynderlige småeventyr.
Det er ikke en helt almindelig handling. De forskellige karakterer, som binder handlingen sammen, er heller ikke nogle, man vil støde på hos Disney eller Dreamworks. Mumitroldene er nuttede, men alle de andre figurer er tvetydige, som Lille My, der både hjælper og driller og er fornærmet - selv når hun er glad. Og Triste, som både er selvudslettende og insisterer på at være teatrets primadonna.
Den finlandssvenske forfatter og tegner Tove Jansson skrev 14 bøger om mumitroldene. Den første i 1945. Siden da er bøgerne blevet oversat til 38 sprog og blevet dramatiseret til radio, tv, teater - og endda en opera i Finland. I 1978-82 kom en animationsserie af filtdukker til verden og blev vist på tv i Skandinavien. Den serie - som Tove Jansson var konsulent på - er blevet restaureret, sammensat til én film og overført til wide screen-format med nyskrevne dialoger. Og det er den film, som hedder Mumitroldene - farlig midsommer, og som nu kan opleves i 6 danske biografer. Det visuelle univers er skabt af tredimensionelle filtfigurer, der flyttes mellem håndmalede glasplader. Det giver en god fornemmelse af dybde og skaber en række flotte billeder. Det kan føles som at være tilskuer i et kæmpestort dukketeater, hvilket understreges af, at meget af handlingen udspiller sig på et teater. Restaureringen og sammensætningen af den gamle animationsserie er lykkedes. Det imponerende håndværk står ligeså stærkt i dag som dengang. Desværre er fortælletempoet til tider forældet. Det skifter mellem at være et roligt og et decideret søvndyssende tempo.
Det er en sød, smuk og sær film, som kan vise børn, at der findes andre måder at fortælle historier på. Fortællestrukturer og fantasi kender ingen grænser. Mumitroldene - farlig midsommer er et stille - nogle gange for stille - opgør med mainstream. Art house for de små.
