|
|
Ulrike Meinhof og Andreas Baader stiftede sammen med flere andre Rote Armee Fraktion. Det var unge efterkommere af Hitler-tiden, som gjorde oprør mod imperialismen - som i deres øjne var lige så slemt som nazisme. Oprøret blev til bombeattentater og fængselsstraffe. Nu er begivenhederne blevet filmatiseret. Og det er gjort godt.
Tyskland har mange historier at fortælle. Og den tyske filmhistorie har for alvor taget hul på de mange tabubelagte historier. Det kan f.eks. ses i Der Untergang fra 2004 om Hitlers sidste dage, Das Leben der Anderen fra 2006 om en STASI-kaptajn, der er ekspert i overvågning og kontrol og i Die Fälscher, der er fra 2007 og handler om at overleve i en koncentrationslejr ved at hjælpe nazisterne med at forfalske penge. Og nu i Der Baader Meinhof Komplex, som portrætterer de mest fremtrædende aktivister i terroristgruppen Rote Armee Fraktion (RAF).
Det er endnu en nuanceret fortælling fra den tyske fortid, hvor ingen er uskyldige. Og måske derfor heller ikke skyldige. Deres passion udpensles elegant samtidig med at der levnes masser af plads til publikums egne meninger om hvad medlemmerne af RAF gjorde. Drivkraften for terroristerne er ægte social indignation blandet med trang til spænding. På visse tidspunkter handler det om barnlige magtkampe og forfængelighed. En svaghed, som også findes i dommere og betjente.
Aktivisternes manglende evne til at se hvad de selv er en del af, er tydelig i flere scener. De drikker Coca Cola mens de pudser våben og planlægger deres krig mod imperialisme og den vestlige verden generelt. Et par sekunder efter at Baader grinende stikker en stjålen pung i inderlommen bliver hans bil stjålet og han raser højlydt over uretfærdigheden. Under de voldelige aktioner er nogle af kvinderne klædt i flower power tøj i glade farver. Alle mennesker i uniform kritiseres af Ulrike Meinhof og samtidig indleder RAF et samarbejde med guerillasoldater i ørkenuniformer. Rusen gør blind.
Det er glædeligt at historien om RAF er blevet til en spillefilm. Den placerer sig fornemt i den nyere tyske filmtradition, hvor de nationale traumer bearbejdes. Samtidig er det er film, som er vedkommende for andre vestlige lande, fordi stort set alle sammen havde terroristgrupper på den yderste vestrefløj i 1970'erne. Med Baader Meinhof komplekset kastes der lys over den berømte og berygtede terrorisme, som fandt sted i Tyskland for 30-40 år siden. Uden at romantisere handlingerne, bliver biografgængeren oplyst om en tid, en gruppe mennesker og om en årsag til fanatisme. En viden som desværre ser ud til at være evig aktuel.
Karaktererne er velspillede og de actionprægede biljagter og skudscener er ligeså medrivende som mange af Baaders skænderier og Meinhofs stille desperation. RAF var en kompliceret sag med mange mennesker og meget at fortælle. Det er filmens svaghed. Det er en spillefilm - ikke en dokumentarfilm, og den ville den fungere bedre med lidt færre personer. Der bliver hældt for mange facts på undervejs, hvilket får filmens 2,5 time til at føles en anelse længere.
Se spilletider
Se film-info
