Steven Soderbergh ville lave en film om oprørslederen Che Guevara, som er blevet et socialistisk ikon verden over. Det blev så omfattende, at instruktøren har delt historien op i to film, der får premiere halvanden måned efter hinanden. Det kan anbefales at være frisk og veludhvilet til første del, da det er nogle lange 126 minutter.
November 1956. Ernesto Guevara, også kaldet Che, sejler sammen med en ung Fidel Castro til Cuba. De vil vælte den korrupte diktator Fulgencio Batista. Som revolutionen tager til, bliver Che et ikon for de kæmpende kammerater og hele det cubanske folk. Filmen følger ham på vejen fra læge med revolutionære visioner til oprørsstyrkernes store leder. Eller rettere: Det postulerer filmen, at den gør. Den følger ikke bare Che Guevara - den fortæller historien fra hans synspunkt. Trods et stort researcharbejde om tiden og stemningen gennem litteratur, tv og øjenvidner, er det i bund og grund en filmatisering af Che Guevaras retrospektive syn på det hele, som han selv skrev det. Historien er absolut romantiseret, som den så ofte er, når folk kigger tilbage på tidligere bedrifter. Det er der ikke noget galt i.
Men det bliver et problem, når der næsten lægges skjul på det. Filmsproget lægger sig mange gange tæt op af det dokumentariske. F.eks. håndholdt kamera, så man som seer kan føle, at man er med ude i skovene. Billederne fra New York, hvor Che blev interviewet og talte til FN, er sort-hvide og grovkornede, som det er blevet kutyme i de senere års filmhistorie, når man gengiver tidligere tiders tv-klip. Der er mange mindre dialoger mellem guerillasoldaterne, der giver små kærlige portrætter af de unge krigere. Det bærer filmen - det skiftende filmsprog og portrætterne. Men det holder også filmen nede i en unuanceret fortælling, hvor der ikke eksisterer tvivl eller frygt. Der er næsten ingen ofre i filmen trods de mange kampscener. Når der endelig er nogle, er det de gode, som dræbes af de onde. Hvilket forstærker romantiseringen af revolutionens helte. Selvfølgelig har det set sådan ud i Guevaras erindringer. Men det havde klædt Soderberghs udlægning at lade lidt angst snige sig ind blandt linjerne; et blik, nogle ticks eller en nervøs latter blandt de gæve, unge mænd.
I 2004 kunne biografgængerne opleve en ung Guevara i Walter Salles film Motorcykel dagbog. Det var den fantastiske beretning om en ung medicinstuderende og hans kammerat, som rejser rundt i Latinamerika. I den film var der ikke nogen postuleret objektivitet - der var en voice-over af Gael Garcia Bernal, som spillede Guevara og korte scener, hvor de to venner skrev dagbøger og breve. Latinamerika blev set gennem deres øjne. Og de to venner ønskede at ændre, hvad de så. En film, som i denne anmelders øjne fortjener dobbelt så mange stjerner. Che Guevara var og er et socialistisk ikon, en kriger, en læge, en nytænker med stor kærlighed til Latinamerika og fokus på de fattige mennesker. Det er ganske forståeligt, at der kommer en film om ham i ny og næ. Det nyeste skud på stammen er både ensporet og langtrukkent, men historien om manden er så fascinerende, at den sammen med de flotte, lokale billeder og Benicio Del Toros stamina hiver filmen op på tre stjerner.
Foto: Scanbox
