Den første samlede udgivelse fra Alen Meskovic er netop udkommet på Gyldendals Forlag. Digtene kredser om eksil, sprog, tab og identitet i en egensindig tone, der - når de er bedst - skaber digte man med glæde fortaber sig i. Talentet forløses sjældent til fulde, men samlingen er afgjort et bekendtskab værd.
Det er ikke en udelt fornøjelse at læse sig gennem Alen Meskovics debutsamling. For vel er der tale om en debutant, men enkelte af digtene i samlingen er tidligere udgivet i antologien Nye Stemmer, der for et par år siden udkom på Gyldendal. Blandt andet det vellykkede "Stående", der med linjer som denne :
/Hvis dette var et gammelt brev du fandt i et atlas, mens du ledte efter noget andet.../
leger med så tunge drenge som Borges, Calvino og Søren Ulrik Thomsen uden at tabe sin egen tone og mystik undervejs. Og hvor dette digt kan bære den ambitiøse dialog med litterære sværvægtere, og med held runder både identitet, skrift og tosomheds-tematik så er der desværre andre digte undervejs i samlingen, der ikke slipper så heldigt fra det ambitiøse program. Nu er det heller ikke rimeligt at måle en debutant på ovennævnte forfatteres målestok, men efter at have læst "Stående" i den første udgivelse, glædede jeg mig til at se det åbenlyse talent foldet ud i en hel digtsamling.
Og talentet kan ikke drages i tvivl, samlingen rummer fremragende digte, men der kan også spores en - for denne læser i det mindste - uheldig tendens til alvorsbetonet højstemthed, der klinger falskt. Som for eksempel /Hør hvordan din hjemve i hjemkomsten knitrer!/ Den er også et eksempel på en tendens mod en lidt arkaisk sprogbrug, der i visse passager fungerer glimrende til at etablere en egensindig tidslighed i digtene, men når det klinger skævt som ovenfor, så vælter elefanten tungt og uskønt.
Det skal dog ikke aflede opmærksomheden fra det faktum at der er trådt en ung stemme ind på den danske lyriske scene, som tør betræde de mange og svære områder mellem ironi og oprigtig patos, mellem sprogtematiserende og verdensvendt digtning, mellem en sproglig og geografisk opsplitning der ikke er et tema men en tilstand.
Stærkest står digtsamlingen ved sin mangefacetterethed, den rummer udover - eller som en naturlig del af - eksiltematikken også et smukt digt om faderen, der kommer ingen steder fra, hvor anslaget står rent og stærkt hele vejen igennem. Og når Meskovics digte lykkes, så forener de det sprogligt og formmæssigt gennemtænkte med det uafrysteligt vedkommende, de er små sære landskaber man vakler mellem at flygte ud af eller lade sig fare vild i.
Alen Meskovic: Første gang tilbage
Forlag: Gyldendal
Sider: 60
ISBN: 978-87-02-07488-8
