|
|
Endnu engang har Hollywood kastet sig over en asiatisk gyser. Det er blevet til "The Uninvited", som er fuld af kvindelige monstre, uhyggelig underlægningsmusik og gode chokeffekter. Desværre er det hele flettet ind i en historie med alt for mange klichéer, hvilket gør gysergenrens kolde, klamme greb en anelse lunkent fra tid til anden.
Teenageren Anna vender hjem efter ti måneder på en psykiatrisk institution. Hun fik et sammenbrud, efter hendes syge mor omkom i en brand. Rachel var ansat som sygeplejerske for Annas mor. Efter morens pludselig død blev hun hurtigt kærester med Annas far. Anna og søsteren Alex har en teori om, at det var Rachel, som startede branden - sammen begynder de at grave i fortiden. Plottet om den onde sygeplejerske, barnepige og andre kvindelige omsorgsydere er set i flere horrorfilm, thrillere og gyserkomedier. F.eks. i Hånden på vuggen og Familien Addams. Historien i The Uninvited tager en drejning, som også er set mange gange før. Og for ikke at afsløre for meget, skal listen over de mange film med næsten ens slutning ikke nævnes her.
The Uninvited starter udmærket: Billed- og lydsiden lægger foruroligende godt ud, personerne fænger fra første øjeblik, og der er ikke gået mange minutter før det første velplacerede chok langer ud i biografsalens mørke. Og dem er der en god håndfuld af undervejs. Filmen placerer sig elegant mellem genrer og skifter mellem at være en thriller med overnaturlige elementer og en gyser med et krimilignende plot - plus et par hilsner til Hitchcock. The Uninvited trækker også på eventyrgenren, hvor man ofte støder på drømme som varsler - og ikke mindst onde stedmødre. Emily Browning spiller hovedpersonen Anna med smuk skrøbelighed og sart styrke. Hun har læber, næsten så røde som blod, hår næsten sort som ibenholt og hud næsten så hvid som sne. Spejle er der også i filmen - og de er ganske godt placerede som både vinduer, vand og traditionelle spejle. Brownings medspillere i filmen gør det også godt, selvom Elizabeth Banks nogle gange kommer til at overgøre stedmoderrollen en smule. Billederne og lyden holder den høje standart hele filmen igennem, men selve plottet og karaktererne, som binder historien sammen, halter efter filmens mange kvaliteter.
Det bliver en kende for pubertært at se de to urimeligt behandlede Snehvide-søstre konspirere mod deres onde stedmor. En film, som er forbudt for børn under 15 år, bør nok ikke lægge så stor vægt på mutheden hos teenagerne. De forurettede miner og kropsholdninger var sikkert tænkt som noget, der skulle gøre karaktererne menneskelige og relaterbare. Men det er ikke nødvendigt, når seeren lige fra starten har knyttet sig til hovedpersonen pga. sorgen over morens død. Det bliver lidt for Malmrosk, når surheden får så mange scener i en historie, hvor der er andet på spil. Og sammen med de stereotype kvindekarakterer, som ses i Rachel, de psyskisk syge på insitutionen og de mange referencer i filmen, bliver det til en uelegant spiral af kvindelig monstrøsitet, som den sorgramte far, velmenende politimand og forelskede ven på ingen måde kan undslippe.
Det er ærgerligt, at karaktererne ikke er mere interessante, når nu skuespillerne gør det så glimrende. Og det er trist, at plottet ikke er mere originalt, når nu billederne, lyden, effekterne og musikken byder på 87 minutters ægte grum gyserstemning.
Foto: United International Pictures
Se spilletider
Se film-info
