|
|
Er man gyser-fan uden noget som helst forhold til Lars von Triers film, vil man nok kede sig lidt. Er man vild med Trier uden noget som helst forhold til gyserfilm, vil man nok blive rigtig glad. Er man både til hele det brede gyserrepertoire og til Triers smalle, eksperimenterende film, vil man nok blive lidt skuffet.
Et par har mistet deres lille søn. Hun reagerer stærkt på sorgen og bliver indlagt. Han er terapeut og tager hende med til deres skovhytte. Der vil han hjælpe hende med at bearbejde sorgen. Hytten er fuld af minder om den lille søn og rester af en ikke-færdiggjort afhandling om vold mod kvinder gennem tiden. Det bliver ikke nogen hyggelig tur i skoven. Men det er bestemt heller ikke den mest uhyggelige skovtur, som denne anmelder har været på. Filmens 104 minutter er sprængfyldte med ubeskriveligt smukke billeder, som er ladet til bristepunktet med metaforer, symboler og klichéer fra hele gysergenren. Som igen har hentet meget hos psykoterapien og katolicismen - to af Triers hyppigt brugte godteposer. Det hele går op: Et dødsfald, et ægtepar med problemer, en terapeut, et par historiske tegninger af hekseafbrændinger, hypnose, lidt blod og kød i forrådnelse - alt sammen pakket ind i en film med genrebetegnelsen gyser.
Mange af filmens billeder er mystiske med et strejf af uhygge. Der er ganske få billeder, der skal provokere med en voldelig æstetik, som en fysisk manifestation af ondskab eller psykose. Det må være de billeder, som fik folk i Cannes til at udvandre fra biografens mørke og anmeldere til at tale om foruroligende billeder, som sent vil forlade sindets dystre afkroge. Måske har de mennesker ikke set særlig mange film, som falder ind under kategorien gyser - og blandt de få gyserfilm, var der højst sandsynlig ingen slasherfilm. Kun i 2-3 sekunder måtte undertegnede knibe øjnene sammen. Det er ikke meget i en gyserfilm - og slet ikke en, som har en billedmager af den kaliber ved roret.
Langt de fleste Trier-film handler om, hvad en kvinde kan drives til at gøre, når hun placeres i en ekstrem situation. Det har han spundet mange gode film over - og det var absolut forventeligt, at det også var tilfældet i Antichrist. Men forventningen om, at der blev rystet godt rundt i gysergenren blev ikke indløst - omend der er nogle ironiske reliefs blandt de mange freudianske symboler og religiøse metaforer. Reaktionerne hos anmelderne i Cannes har været, som de plejer. Enten elsker eller hader man Lars von Triers film. Ofte bruges de samme begrundelser for den ene eller den anden position: "Han provokerer for provokationens skyld" eller "Det er ikke til at vide, hvor ironisk han er". Men det er muligvis en gammel vane, som anmelderne ikke kan lægge fra sig. Det er ikke nyt og eksperimenterende, at der kun er ganske få karakterer i en gyserfilm. Det er ikke nyt og provokerende at blande psykisk smerte eller sygdom med overnaturlige eller religiøse elementer. Det er ikke nyt og chokerende, at angst, lidelse, ondskab og seksualitet er fire sider af samme sag. Men det serveres her i en ualmindelig smuk indpakning - med lidt for langt mellem de kolde snapse, som får det til at gyse ned ad ryggen.
Foto: Nordisk Film
