|
|
Den franske instruktør Christophe Barratier ("Koret") er biografaktuel med "Faubourg
Filmen er en blanding af nogle meget forskellige ting: Det familiære teatersammenhold, som bygger på ægte omsorg og drømmen om at underholde og artistisk forfængelighed er som taget ud af Mike Leighs Topsy Turvy fra 1999. Trekantsdramaet mellem den smukke chanteuse på scenen, den fattige knægt og den rige mand er næsten det samme som i Moulin Rouge, instrueret af Baz Luhrmann i 2001. Auditions med deltagere, som er grinagtigt selvoptagede eller overraskende talentfulde er som i reality-programmet X-Factor. Der er harmløse parodier på dumme nazister, der minder lidt om den gamle BBC tv-serie 'Allo 'Allo. Og så er der jokes, som ligner dem, man kan opleve i Cirkusrevyen, f.eks. præsenteres fem-mands-kvartetten og man ser en komiker på scenen, som påstår at kunne sige som en and, en frø og en flyvemaksine - men det kan han altså ikke.
Alle faktorer for en seksstjernet filmoplevelse er til stede: Teatrets magiske verden med bløde, røde plyssæder og forskellige outrerede personager. Manifestering af politiske ideologier og drømme om revolution på godt og ondt. 1930'ernes musik, mode og dekadence kombineret med de tidløse værdier: venskab, kærlighed og familie. Og ikke mindst de smukke parisiske gader og den ærkefranske harmonikamusik. Filmen starter oven i købet med en scene, hvor man møder en mordanklaget. Og det er hans historie og grunden til mordet, biografgængerne får. Det burde kunne få enhver til at gå i et med biografmørket og suge filmen til sig i konstant begejstring.
Men det er det, som er filmens problem. Den virker kalkuleret. Alle ovennævnte brikker er set før, og puslespillet går alt for lige op i en blanding af kærlighed og savn mellem far og søn, som skal presse en enkelt tåre ud af publikum, nøje efterfulgt af skræddersyede vittigheder på og udenfor filmens teaterscene - og så en følsom sang om Paris, som kan balancere mellem det rørende og det lattermilde. En matematisk beregning på, hvordan man fremstiller menneskelig varme. Det er tit de små skønhedsfejl, som gør mennesker særligt smukke. Og det er tit de film, der flere steder på den dramaturgiske spændingskurve bryder med, hvad der er i teorien kan lade sig gøre, som er uforglemmelige og rummer noget så bestræbelsesværdigt som hjertevarme. Fransk film har budt på mange af den slags, f.eks. Frisøsens Mand fra 1990 og Den fabelagtige Amélie fra Montmartre fra 2001.
Faubourg 36 er lige så perfekt som en Stepford wife og lige så præcis i sit anslag som en terminator, og det er umuligt ikke blive ramt af de temperede stemninger en gang i mellem. Og så foregår historien jo i en parisisk varieté i 1936. Det er der kommet et par fine billeder ud af.
Foto: Walt Disney Studios Motion Pictures
