|
|
Denne film er en rejse, der udforsker forfatteren Leif Hasles univers, hvor spændingsfeltet er tidens strøm, erindringen, kunsten, eros, og Danmark under besættelsen. Og de mange ord bliver levendegjort af underskønne billeder af landskaber, huse, dyr og mennesker, kreeret af instruktøren og billedskaberen Claus Bohm.
En mand, Leif Hasle, sidder i toget på vej til et besøg i sin fødeby Århus, og han sidder med ryggen til kørselsretningen og bevæger sig således baglæns fremad - han føres fremad mod en fremtid, mens han samtidig sidder og tænker på fortiden - men fortiden er ikke noget, der er forsvundet, den er der lige nu, siger Leif Hasle.
Barndomshjemmet i Risskov, som familien måtte forlade i 1940, familieforetagenet garveriet, der forarbejdede dyrehuder til læder. Læder, der som Leif Hasle siger, har fulgt os næsten så længe som vi har været mennesker, som det, der binder kulturer sammen, men som også bliver til tyske soldaters støvler, der tramper over den tildækkede og begravede å. Sådan som det skete, da tyskerne besatte Danmark, den periode, som næsten alle Leif Hasles bøger på forskellig vis beskriver, for, som han siger, besættelsestiden er velegnet til at sætte problemerne skarpt op. For enhver kunne jo se, at vi var i lommen på tyskerne, og hvad skulle vi gøre ved det? Men den begravede å, der lå som et stykke ingenmandsland i den spaltede by, er siden blevet åbnet og kommet til ære og værdighed igen, med et blomstrende caféliv, ja, i dag, som Leif Hasle bemærker, er den nærmest blevet mondæn.
Men ligesom Leif Hasles romaner ikke er erindringer, så er denne film heller ikke en kronologisk beretning om hans liv. Den har en kalejdoskopisk næsten impressionistisk form, hvor stemmer, der fortæller om tid, erindring, forvandling, erotik, får krop gennem Claus Bohms billedskabende fantasi. Således skildres et erotisk møde mellem en halvvoksen dreng og en tysk soldat i en forårsgrøn bøgeskov. En stemme fortæller, mens billedsiden viser et panorama af træstammer, der antager form af lemmer, stærke arme, mandeben, og naturen tager del i dette dramatiske møde, der både er en underkastelses- og en hengivelsesakt. Der går en slags rislen gennem de ældgamle stammer, og vinden suser i trækronernes svulmende knopper.
Tidens strøm illustreres ved strømme af regn mod bilruden ved møllehjulet, der drejer rundt og rundt. "Det, man husker, er i høj grad tingene, lugtene, lydene, farverne, der ligesom bliver inde i én. Fortiden er en stor optagelse, der stadig eksisterer som sanseindtryk," siger Leif Hasle et sted, og det er alle disse sanseindtryk, som filmens billedsprog på forskellig vis finder udtryk for. Sollysets flimrende spil i de blanke lysestager, lyset, der spejler sig i billeder, i en kop te, og pludselig fyldes billedsiden af en lysende smuk rød kamelieblomst. Vi kigger hele tiden gennem ruder, ind til Leif Hasle i køkkenet i Landemærket, København, ind i stuerne i Vindbyholdtgaard ved Fakse og mærker tidens vindepust. Gården er fra 1700 tallet, og Hasle glæder sig over, at bondekarle har indridset deres initialer i portfløjen, fordi de ønsker at blive husket. På den måde er vi både i fortiden og i nutiden.
Leif Hasles hjerte tilhører guldalderen, og hans yndlingsmaleri er "På Knapstrup Enge en sommer eftermiddag" af P.C. Skovgaard, fordi det, som han siger, er lykkedes maleren at samle alt det, som er guldalderens ide, og det er at afbilde Danmark, som om det lå i evigheden. Guldalderens kunstnere så det som deres opgave at skildre det, der var uforanderligt, de søgte ligesom grækerne efter det evige, og det er jo en illusion, men ikke desto mindre en ide, der tiltaler forfatteren. Tidens mysterium har nemlig altid optaget Leif Hasle, og det er den livskloge mormor, der udtaler de manende ord, da drengen Bjarne sniger sig ind for at kigge ind i urkassen for at se om han kunne se tiden: "Du må ikke røre. Tiden er Guds hemmelighed."
Filmen er allerede nu ude på DVD og kan købes i boghandlen.
Billeder: Still fra filmen og P.C. Skovgaard: "På Knapstrup Enge en sommereftermiddag"
Se spilletider
Se film-info
