Flere nyheder

 
Film
Rejsen til jordens indre

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Rejsen til jordens indre
Fre. 29. maj 2009


En af sommerens amerikanske familiefilm dykker ned under jorden, rækker ud over lærredet og kigger tilbage i historien til både dinosaurer og en fransk forfatter. Verdens første live-action, digitale 3D-spillefilm byder på masser af imponerende effekter, flotte billeder og en rigtig god historie.

Den franske forfatter Jules Verne (1828-1905) skrev om spektakulære rejser i luften, under vand og ude i verdensrummet længe før, sådanne ekspeditioner overhovedet var mulige. Han er science fiction-genrens far og en af de 10 mest oversatte forfattere nogensinde. I sine romaner blandede han banebrydende resultater fra den moderne videnskab med opfinder- og opdagelseslysten og digtede selv videre på de mulige og umulige konsekvenser af oldtidsfund og ny teknik. Derfor er det kun rimeligt, at den første spillefilm i 3D er en historie, som bygger på og hylder den klassiske Verne-roman Rejsen til jordens indre.

Videnskabsmanden Trevor rejser til Island sammen med sin nevø Sean. Sammen med en lokal guide, Hannah, vandrer de i bjergene, og på bedste Alice i Eventyrland-facon falder de i et hul, og kommer ud på en fantastisk rejse under jordens overflade. Der er en fortryllende urverden inde i verden, som på billedsiden veksler mellem 1920'ernes surrealisme og romantikkens naturbilleder, som den er fremstillet hos Friedrich og Turner. Historien er fængende og karaktererne troværdige lige fra starten. Det er et godt, gedigent action-eventyr for halvstore børn og deres voksne. Selvfølgelig med genrens ukronede konge, Brendan Fraser, i rollen som videnskabsmanden.

Men det der gør, at filmen absolut må ses i biografen, er statussen som verdens første digitale 3D-spillefilm. Teknologien har eksisteret længe. Faktisk blev den allerførste tegnefilm, The Power of Love, vist i 3D helt tilbage i 1922. Men det er allerførste gang, en spillefilm er blevet optaget med digitale 3D-kameraer. Starten af filmen, som foregår på jordens helt almindelige overflade, byder på lovligt mange af de overraskende 3D-effekter, f.eks. ting, som bliver kastet rundt i lokalet, og som får publikum med 3D-briller til at hvine og flytte sig i sædet. Det er absolut påklistrede jokes, men de virker. Sidder man til gengæld i en biograf, som ikke kan fremvise i 3D-format, må de mange detaljer virke ligegyldige og måske endda lidt kedelige. Når historien rykker under jorden, bliver de visuelle effekter flot integrerede i historiens vilde spændingskurve, og bag effektbrillerne er man helt med inde i jordens vidunderlige og farlige centrum.

Det er det helt rigtige valg at tage en af Jules Vernes klassiske romaner, opdatere historien med nye meta-karakterer, som kender historien om verdens indre - og så filme det i en helt ny digital teknik. Filmen serverer en rigtig god historie, en stemning af eventyr og opdagelse og følelsen af, at alt er muligt. Og er man ikke lige i nærheden af en af de 8 danske biografer, som viser filmen i 3D, er Rejsen til jordens inde absolut en familieudflugt værd.

Foto: SF Film Distribution

Se film-info