Flere nyheder

 
Litteratur
Rosenkrans-mordene

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Rosenkrans-mordene
Tir. 2. jun. 2009


En seriemorder med hovedet fuld af religion jages af en smuk, ung kriminalbetjent og hendes udslidte, livstrætte makker. Som oven i købet er synsk. Lyder det som noget, du har læst før? For krimilæsere er "Rosenkrans-mordene" ét langt deja vu, men et særdeles undeholdende og nervepirrende et af slagsen.

Filmen Seven satte i 1995 nye standarder for seriemorder-genren. Stilmæssigt banebrydende og med et stilsikkert brug af religiøse overtoner har den inspireret utallige forfattere siden hen. Også manden bag Rosenkrans-mordene, Richard Montanari, må have set filmen. I det hele taget må han have set og læst en del genrelitteratur, før han skrev første krimi i serien om kriminalbetjentene Jessica Balzano og Kevin Byrne, for Rosenkrans-mordene byder på alle de elementer - eller klichéer, om man vil - der knytter sig til kriminallitteraturen. En gammel, slidt kriminalrotte, der til overflod har overnaturlige evner, og hans uerfarne, men smukke og snu kvindelige makker. Hun er skilt og har en lille datter. En gemen journalist fra et sladderblad forsøger at få skovlen under den slidte del af vor helteduo, mens en seriemorder har haft snuden dybt begravet i bibelen, før han på særdeles brutal vis skaffer sig af med unge kvinder. Det hele ender naturligvis med at blive mere personligt, end de to kriminalfolk havde regnet med. Faste krimilæsere vil næppe blive så overraskede som hovedpersonerne.

Der er dog en grund til, at kriminalroman efter kriminalroman følger den ovenfor skitserede skabelon. For den virker. De mange mord driver fortællingen frem i et rimeligt tempo, og det er nu engang mere interessant med hovedpersoner, der har personlige problemer, frem for dem, der danser sig sorgløst gennem tilværelsen. Og Rosenkrans-mordene bliver da også et nervepirrende bekendtskab efterhånden som siderne vendes og Richard Montanari med rimelig sikker hånd kaster mistanken frem og tilbage mellem bogens bifigurer, og interessante sidehistorier sørger for, at krimiformlen fra tid til anden bliver brudt.

Richard Montanari er en erfaren herre, der har vundet flere priser for sine romaner siden debuten Deviant Ways (ikke oversat til dansk) i 1995, og erfaringen mærkes i hans evne til at skrue et plot sammen. Sprogligt er han dog knap så elegant, og især hans sproglige billeder er ofte temmelig upræcise. Tag for eksempel denne fra side 80: "De to mænd tolererede hinanden som mug og brød, en uskøn alliance, der af og til gav dem fælles fordele." Hvornår har mug nogensinde givet brød en fordel? Den noget kluntede oversættelse hjælper ham nu heller ikke. Det virker, som om det er gået lidt for stærkt med at få bogen på det danske marked. Dels er den engelske sætningsstruktur ofte bevaret, så bogen i højere grad blot er oversat end fordansket. Dels er nogle oversættelser direkte forkerte. På side 203 er børnebogen Curious George oversat til Nysgerrige George, frem for den korrekte danske titel Peter Pedal - eller Georg Nysgerrig, som aben kortvarigt blev kaldt her i landet. Det samme gør sig gældene for titlen. The Rosary Girls hedder den på engelsk, mens den danske titel er væsentligt mere effektjagende og banal. Men det sælger sikkert flere bøger, når ordet "mord" er at læse på forsiden.

Som krimi fungerer Rosenkrans-mordene glimrende trods sine mangler. En thriller behøver hverken være særligt original eller banebrydende, men den skal være spændende. Og det er historien om Jessica Balzano og Kevin Byrne. En hel serie er allerede planlagt, i USA er andet bind udgivet, og når det bliver udgivet på dansk, tager jeg gerne en tur mere.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Richard Montanari: Rosenkrans-mordene
Forlag: People'sPress
Sider: 424
ISBN: 978-87-7055-625-5