Flere nyheder

 
Litteratur
Naja Marie Aidt: Samlede digte

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Naja Marie Aidt: Samlede digte
Ons. 24. jun. 2009


Naja Marie Aidts "Samlede digte 1991-2008" er en smuk digtsamling fyldt med sanselige og medrivende beskrivelser af landskaber, børn, årstider, hverdag, ensomhed, kærlighed og angst. Det er tillige et flot værk med farvestrålende snapshots og spændende billedcollager af forskellige kunstnere, som forfatteren har arbejdet sammen med.

Naja Marie Aidts lyriske forfatterskab er stort og alsidigt. Samlede digte 1991-2008 vidner om den store litterære udvikling, forfatteren har gennemgået siden hendes debut med digtsamlingen Så længe jeg er ung, fra 1991. Samlede digte 1991-2008 indeholder i alt 10 digtsamlinger, heriblandt Balladen om Bianca fra 2002 i samarbejde med fotografen Kim Lykke, digtsamlingen Tag og kys det hele fra os fra 2006, som hun har skrevet sammen med forfatterkollegaen Viggo Madsen, og En drøm om mørke og fugle fra 2007 med illustrationer af Cathrine Raben Davidsen.

Naja Marie Aidts digte kredser om det hjemlige, om børnene, manden, køkkenet og soveværelset. Sproget er klart og tematikkerne genkendelige, men digtene er bestemt ikke trivielle. Hverdagslivet har mange facetter, stemningen svinger fra lys til mørke, fra det smukke til det tragiske. I "Så længe jeg er ung", beskriver Naja Marie Aidt hvilke konsekvenser, det har at vælge "den lunkne livslange lykke' i det trygge hjem. Beskrivelserne af moderskabet og ægteskabet rummer lykke såvel som dyb smerte. "Lykken er tryghed og fred", skriver hun, men tvivlen popper op overalt, og længslen efter frihed går igen i alle digtsamlingerne - som drømme, som rastløshed og som fortvivlelse. "Drikke te. Læse fem svære digte før kl. 08.00. Iføre sig noget sexet og enkelt.. Drømme om en by med kuplede tage.. Huske at ringe til sin mor og far.. Ønske at være en anden. Ønske at forsvinde", skriver hun i digtet "Vinterglæder" fra Poesibog.

Naja Marie Aidt har velfortjent vundet Kritikerprisen i 2007 og Nordisk Råds Litteraturpris i 2008. Den verden, hun åbner op for læseren, er på én gang en smuk og uhyggelig verden. En verden af dialektiske og sammensatte billeder, som er både vedrørende og tankevækkende. "Der findes ingen virkelighed", skriver hun i "Det tredje landskab", "vi samler den selv. Billeder, billeder".

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Naja Marie Aidt: Samlede Digte 1991-2008
Forlag: Gyldendal
Sider: 536
ISBN: 9788702077575