Det er efterhånden en tradition, at søndagen på Roskilde Festival præsenterer et ret flot program. Hvor det tidligere var sådan lidt "skrub af suppe agtigt", så er der kommet langt mere kød på festivalens sidste dag. Dette var også tilfældet i år. Og når et navn som Coldplay lukker den Orange scene søndag aften, så er der også lagt op til et stort salg af endagsbilletter på denne festivalens sidste dag.
På søndagens festival gjorde Peter Sommer god figur på Odeon scenen, hvor et ganske stort antal publikummer havde fundet hen. Peter Sommer præsenterede publikum for et effektivt blend af hans ældre troubadourmateriale og hans nye, langt mere rockede og mørke sange.
De amerikanske doom-noise-rockere i Neurosis var sat på på Arena søndag klokken 16. Udover at være et dødssygt tidspunkt at opleve dette band på, så var valget af scene også håbløst. Det fremragende band gav en intens og dragende koncert, men det ville uden tvivl have været mere suggestivt og nærværende, hvis de havde været placeret et andet sted.
Senere på dagen gik et tidens særdeles hypede bands, engelske White Lies, på scenen på Odeon scenen. Og ja, White Lies burde selvfølgelig have været placeret på en større scene. White Lies kunne med held have spillet Arena, hvor så Neurosis kunne have beværtet den mindre og mere intime scene.
Men White Lies fik pænt gang i sagerne på scenen, hvor deres noget poppede miks af lyden fra legendariske Joy Division og Echo " the Bunnymen tydeligvis ramte plet hos de mange fremmødte - ikke mindst de yngre. Live er det åbenlyst, at bandet stadigvæk er upcoming, men de har materialet til noget stort.
Sidste band for mit vedkommende var The Bronx, der kommer fra L.A. Kvintetten gav en solid dosis hardcore/punk udført på en bund af mere klassisk rock'n'roll. En god energiindsprøjtning inden vejen gik ud af det efterhånden slidte festivalområde og hjem mod mere rolige omstændigheder.
Der har været en del tale (kritik) af årets program, og det vil næppe gå over i historien som det mest originale og fremsynede af slagsen. Men alligevel var der flere rigtig gode koncerter - og selvfølgelig også blandt alle dem, man ikke nåede eller måtte fravælge - så man glæder sig jo allerede til næste år.
