Flere nyheder

 
Film
DVD: Fifty Dead Men Walking

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
DVD: Fifty Dead Men Walking
Man. 20. jul. 2009

Thrilleren "Fifty Dead Men Walking" har masser at byde på. Der er sublime billeder, gode skuespillere, et spændende plot, virkelige hændelser og en vaskeægte helt. Hvis det lyder for godt til at være sandt, er det ikke helt galt. Manusforfatter Davies og instruktør Skogland har ikke jongleret ingredienserne så elegant, som man kunne håbe.

Filmen er et helteepos om den unge Martin McGartland, som i slutfirsernes og starthalvfemsernes Nordirland reddede 50 mænd fra døden. Det gjorde han ved at være soldat for IRA og informator for de britiske myndigheder. Filmen bygger på en autentisk skæbne, og sådan en film skal fungere som fortæller af historien - historien, som den har udspillet sig i virkeligheden set fra et bestemt perspektiv og formidle et portræt af en tid, et sted og en situation. Og samtidig skal sådan en film fungere som fortæller af en fortælling - en medrivende spillefilm, der i sig selv er spændende pga. karakterer og plots, der holder seeren fanget. Og gør Fifty Dead Men Walking så det?

Den fortæller lidt for mange facts uden egentlig at give et fuldt historisk og politisk overblik. Det er muligvis en formmæssig pointe, at seeren skal sidde med en følelse af manglende overblik over hvem, der er de gode, hvem der er de onde og hvem, der er de uskyldige. I en krig eller en besættelse kan - næsten - alle mennesker placeres indenfor alle tre kategorier. Men hvis det er pointen, så modsiges den af nogle af filmens sort-hvide karakterer og den afsluttende lovprisning af McGartland. Rent visuelt er det forstyrrende, at flere personer i løbet af filmen præsenteres med navn og titel eller funktion ved hjælp af en hvid tekst placeret forskellige steder i billedet. Det fungerer knap så godt på tv-skærmen som på det store lærred. I det hele taget får man nok mest ud af filmens portræt af McGartlands omgivelser, hvis man har læst bogen af samme navn eller af andre årsager har et overblik over situationen.

Isolerer man fortællingen i filmen som plot og dramatik, er den ganske fængende: En ung frihedskæmper, som lever et dobbeltliv for at redde andres liv, mens han forsøger at agere i et virvar af vrede, had, desperation, stolthed og broderskaber. Altid fantastiske Ben Kingsley spiller McGartlands kontakt hos de britiske myndigheder og det unge, fantastiske talent Jim Sturgess spiller hovedpersonen. De spiller begge to nuanceret, og størstedelen af replikkerne er troværdige. Der er dog lidt for mange one-liners som "It's harder to live for your country than die for it!" og "I wouldn't trust him with my wife - but I would trust him with my life!" Den slags klichépræget tale hører ikke hjemme i en film, som billedmæssigt bevæger sig mesterligt mellem den grovkornede realismes stærke udtryk og eksperimenterende skift mellem meget detaljerede nærbilleder og imponerende, panorerende æstetik. Også lydsiden er knivskarp og til tider effektfuldt underdrevet. I sin helhed er det en meget smuk film.

Fifty Dead Men Walkin er helteepos, socialrealisme, action og vidnesbyrd i et mere eller mindre vellykket sammenkog serveret på en fantastisk lyd- og billedside og båret ind af to fremragende skuespillere.

Foto: SF Film Distribution

Ude på DVD fra SF Film Distribution

Se film-info