Flere nyheder

 
Litteratur
Rundt om Grønland

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Rundt om Grønland
Søn. 9. aug. 2009

Polarforskeren John Andersen har sammen med sønnen Ture lavet en smuk og spændende bog med fotografier og beretninger fra Grønland. "Rundt om Grønland" er primært en fotobog, men fotografierne suppleres af små historier og myter, beretningerne om kajakture langs kysten, ekspeditioner med hundeslæde og livet i de små lokalsamfund.

Det første afsnit "Mødet med ånderne" er en lille introducerende historie om det at sejle i kajak langs den grønlandske kyst. Det er samtidig også en introduktion til den grønlandske natur, der ikke blot er ufattelig smuk, men også barsk og uhyggelig. Derefter følger tre afsnit om henholdsvis Vestgrønland, Østgrønland og Nordgrønland. Fortællingerne, en blanding af informative historiske afsnit om Grønlands historie og kultur og personlige beretninger om diverse ture, er spændende og passer fint til fotografierne.

Værket afsluttes med en lille beretning om John Andersens livslange kærlighed til Grønland, en kærlighed han har givet videre til både børn og børnebørn. Den vedlagte dvd med 200 ekstra fotografier og tilhørende musik af kunstneren Thulla C. Wamberg er lige som bogen en smuk sanselig oplevelse.

Værkets visuelle og sproglige billeder er, kort sagt, meget vellykkede, men fotografierne kunne med fordel have været opsat i et større format. Bogen synes for lille til at lade de overvældende landskaber komme til deres ret. I forordet begrundes bogens format med, at bogen er tænkt som en rejsebog, der ikke må fylde for meget i tasken. Set i dette perspektiv er størrelsen forståelig. Set ud fra et æstetisk synspunkt er det, grundet de smukke fotografier, stadig ærgerligt, at den ikke er større.

Ture og John Andersen: Rundt om Grønland - Fotografier og fortællinger
Forlag: Gyldendal
200 sider
ISBN 978-87-02-07964-7