Flere nyheder

 
Litteratur
Guernseys Litterære Kartoffelklub

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Guernseys Litterære Kartoffelklub
Tir. 1. sep. 2009



I Den Engelske Kanal ligger den lille ø Guernsey. Under besættelsen opstod Guernseys Litterære Kartoffeltærteklub ved en tilfældighed involverende en hemmelig middag med stegt gris! Denne finurlighed får efter krigen forfatteren Juliet Ashton fra London til at starte en brevveksling med medlemmerne af den litterære klub.

Guernseys Litterære Kartoffeltærteklub er en roman, der fortælles i tiden efter anden verdenskrig i form af Juliet Ashtons brevvekslinger. Juliet Ashton er skribent og har gennem krigen ernæret sig ved at skrive en ugentlig klumme, der efter krigen blev samlet og udgivet til en succesfuld bog. Nu mangler hun et næste bogprojekt at kaste sig over, og mens hun afprøver forskellige ideer, korresponderer hun med sin forlægger Sidney og hans søster, som også er Juliets gode veninde, Susan.

Da hun modtager et brev fra Dawsey Adams fra Guernseys, der udbeder sig hendes hjælp til at skaffe kontakt til en god boghandler i London, åbner en ny verden sig for hende. Hun kaster sig ud i at finde faktuel viden om besættelsesårene på Guernseys, men knytter også mange personlige bånd til menneskene på den lille ø. Mennesker, der har været meget isoleret i årevis som følge af besættelsen. Da hun endelig kommer på besøg på øen, er det ikke længere bare et bogprojekt, men et helt nyt liv, der venter hende. Den litterære bogklub blev, selvom den kun blev oprettet i et øjebliks klarsyn som et skalkeskjul for at være ude efter udgangsforbudet, en vigtig del af fællesskabsfølelsen på Guernseys under krigen. Det blev samtidig også mange øboers første bekendtskab med bøgernes verden. Så bogen er ikke bare en historisk fortælling, men også en fortælling om kærlighed til litteraturens verden.

Bogens forfatter Mary Ann Shaffer blev alvorligt syg og døde efter, at bogen blev antaget til udgivelse, og hun nåede ikke at færdiggøre bogen og se den udgivet. Dette arbejde overlod hun til sin niece.

Bogen Guernseys Litterære Kartoffeltærteklub har vundet flere priser og har været en stor succes i England og USA. Den har været på flere top-10-lister i 2008 over årets bedste værker. Og det er absolut en god fortælling.. Jeg ville gerne have givet den sidste stjerne med, men må nøjes med de fem. Brevveksling som basis for en hel roman er meget svært at køre helt igennem. Selvom det er godt og gennemført mangler den alligevel det sidste 'noget', der skaber helheden og den fuldendte fortælling.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Mary Ann Shaffer & Annie Barrows: Guernseys Litterære Kartoffeltærteklub
Forlag: Sommer & Sørensen
Sider: 260
ISBN: 978-87-92355-05-8