|
|
En af efterårets familiefilm handler om en investeringsrådgiver, som pga. karrieren tilsidesætter sin datter. En dag finder han ud af, at datterens sutteklud kan forudsige kurssvingninger. Der opstår et fællesskab, når de leger sig frem til forudsigelser for aktiemarkedet, som derefter skal forklares for de uforstående voksne på arbejdet. (Foto: United International Pictures)
Filmens koncept er ikke nyt. Det er tværtimod ved at være lidt slidt. De seneste år har der været en hel del film, som handler om en far (det er næsten altid en far), der er meget voksen og kedelig, og hans søn eller datter, der besidder en urokkelig tro på magi, som en dag fletter sig ind i farens virkelighed. For et halvt år siden kunne man f.eks. opleve Adam Sandler i de danske biografer i filmen Bedtime Stories. Han fortæller godnathistorier for sin nevø og niece. De to børn digter videre på historierne og det, de fortæller om, kommer til at ske for onklen. En af de allerbedste film, som er skåret efter skabelon, er Liar Liar fra 1997 med Jim Carrey i hovedrollen som far og advokat. Hans søn ønsker sig, at faren i 24 timer ikke kan lyve, hvilket sender storløgneren ud i et inferno af komiske problemer og rørende scener.
Imagine That kan ikke siges at nå op blandt de bedste film af denne slags. Selvom Eddie Murphy spiller rollen som far og arbejdsnarkoman med både indlevelse, charme og tilpas mængde overspil, og den bedårende Yara Shahidi gør det ganske godt som forsømt og fantasifuld datter. Der er nogle søde og sjove scener med far og datter, men også nogle næsten barske replikudvekslinger, som gør, at man kan komme i tvivl om, hvorvidt det er en film for børn eller voksne. Dertil kommer en masse voksenhumor og hurtigsnak på farens arbejdsplads, som med sikkerhed vil gå henover hovedet på biografgængere, der endnu ikke har nået teenageårene. Da det er den amerikanske børnetv-kanal Nickelodeon, som står bag filmen, må man gå ud fra, at filmen er for børn. Og den er da heller ikke sjov nok til at være en typisk komedie for voksne.
Det skal dog siges, at det er dejligt befriende at se Eddie Murphy i en film, hvor han ikke spiller alle rollerne selv, og det er dejligt at se ham veksle mellem overspillets kunst, som han gang på gang har bevist, at han mestrer til fulde og så den mere naturalistiske tilgang til rollen som far og menneske, der er bange for at fejle. Hverken billed- eller lydside kan kritiseres. Soundtracket, som primært består af Beatles-klassikere er overraskende godt for en Nickelodeon-produktion at være, og det er i genren tilladt at lade All You Need Is Love flyde over af sødme og selverkendelse hos karaktererne.
Man kan sige meget om, at voksne skal være i kontakt med deres indre barn, og at både børn og voksne kan være afhængige af en sutteklud. Men det meste er nok blevet sagt mange gange før. Og det vil højst sandsynligt blive gentaget igen og igen og igen. Så med mindre man er helt vild med Eddie Murphy, kan man sagtens sidde over og vente på den næste film om en travl og kedelig voksen, hvis virkelighed smelter sammen med et barns fantasi.
Se spilletider
Se film-info
