|
|
Forventningerne var store, da publikum gled ned i DR koncerthusets bløde plysstole. Rachmaninovs 3. klaverkoncert er jo ikke sådan til at spøge med, og det er en attraktion i sig selv, om solisten nu også kan ramme tangenterne. Det kunne han. Og kapellets fortsættelse udi det russisk efterfølgende gjorde ligeledes stor lykke. (Agnete Schlichtkrull)
Man ved, at vinteren sig nærmer, når DR's blå- og betonkolde koncerthus åbner symfonisæsonen med russere på programmet. Inde i koncerthusets varme hjerte blev der budt på årets første symfonikoncert bestående af Sergej Rachmaninovs 3. klaverkoncert samt Dmitrij Sjostakovitjs symfoni nr. 15.
Netop 'Rach 3' er berømt - eller berygtet, om man vil - for sin tekniske sværhedsgrad og krav til solisten; den unge Alexander Ghindin bestod denne aften sin tekniske præstation til UG med kryds og slange, mens det kunstneriske lod en smule tilbage at ønske. Det forventede bombastiske, senromantiske udtryk syntes at være absorberet et sted mellem enten solist og orkester eller i generationskløften mellem det unge russiske talent og den gamle russiske rebel. På tilskuerpladserne savnedes i hvert fald.. ja, noget autentisk russisk. Stærke præcise anslag og taktfaste temaer leverede Alexander Ghindin problemfrit, men den personlige, emotionelle fortolkning syntes at være transmogriffet til en anden tid, et andet sted, for det var ikke nærværende i denne første halvleg af programmet.
Det Kongelige Kapel er tilbage i orkestergraven fra sit eksil i bl.a. Operaen, og det skulle måske have haft en mere fast, faderlig hånd til ævred end spanske Jesus Lopez-Cobos', der dirigerede med en afslappet, tillidsfuld ynde, som sine steder kunne savne lidt autoritet. Det kompenserede kapellet dog selv for i anden halvleg, hvor Sjostakovitjs sidste symfoni fra begyndelsen af 1970'erne foldede sig ud i det fulde lydbillede. Det bliver ofte diskuteret, hvorvidt værkerne var en abstrakt kritik af det kommunistiske styre, men vigtigst som konsumerende publikum denne fredag var, at kapellet havde valgt en sikker stil, der bragte symfonien igennem, så billedet fremstod transparent og fordøjeligt uden at miste de ironiske detaljer.
Koncerten kan (gen)opleves den kommende weekend i hhv. Sønderborg og Århus, og den er en anbefaling værd. Det er sandsynligt, at åbningens mindre skønhedspletter i samspillet mellem solist og orkester til den tid er forsvundet, og at det dybe, russiske rige anno 1909 åbner sig for fødderne af jyderne. Hvem ved?
