|
|
Hayao Miyazakis tegnefilm om Ponyo foregår under og over havets overflade, som en omvendt "Find Nemo", hvor en fisk længes op på landjorden, med en dreng, der - modsat Benny, som opsøger havet i sit badekar - selv bliver opsøgt af havet, og der er lånte elementer fra "Den lille havfrue", som er skåret op og sammensat på sin helt egen måde.
Ponyo er en lille guldfisk med menneskeansigt. Hendes far, troldmanden Fujimoto, kalder hende Brynhilde. Men da hun en dag skyller op på stranden og reddes af drengen Sosuke, navngiver han hende Ponyo, og udvikler en øjeblikkelig kærlighed og omsorgsfølelse for hende. Følelserne er gensidige, så da Ponyo kommer tilbage i havet pga. vind, vejr og trolddom er hendes eneste ønske at blive et menneske og leve sammen med Sosuke.
Man skal ikke lade sig narre af at traileren for filmen er klippet sammen og indtalt på en måde, så den næsten (men også kun næsten) kunne minde om en film fra DreamWorks eller Disney. Ponyo på klippen ved havet er, ligesom alle Miyazakis andre film, meget mærkelig og meget fantastisk. Historierne er meget anderledes konstruerede i brugen af magi, personernes udseende og måde at tale på, spændingskurven og meget andet, som er absolut ulig det, man kan opleve i de (også meget fremragende) computeranimerede film, som flyder i en lind strøm fra Hollywood.
Filmens form er væsentlig anderledes. For det første er det gammeldags tegnefilm, hvilket man ikke ser meget til for tiden. Stregen er enkel og legende, og der er ganske lidt musik med. Langt de fleste scener akkompagneres kun af reallyd, dvs. skridt fra nogen, som går eller løber, lyden af nogen, som klør sig i håret mm. Hos Disney er der underlægningsmusik på de fleste scener, især når noget er meget spændende, sørgeligt eller godt.
Filmens indhold er, ligesom dens form, interessant, intelligent og specielt. Historien er både umiddelbar og kompleks på samme tid. For de helt små er der farvekontraster og figurer, som er sjove, sære og smukke. For de lidt større er der historien om en dreng og en fisk. Jo ældre man er, jo mere kompleks er historien. Der har altid været tradition for at læse eventyr som en konkret og måske simpel fortælling med en overliggende symbolsk handling, som kan tolkes på den ene eller anden måde. I Miyazakis film er der masser af små konkrete ting, som kan flettes ind i handlingen alt efter, hvor gammel man er og hvor meget man opfatter, og det symbolske univers bliver derfor også meget større. Det gør Ponyo på klippen ved havet til en både lettilgængelig, umiddelbar sanseoplevelse og samtidig et kæmpestort netværk af mulige analytiske læsninger af filmen; en allegorisk læsning, hvor alting ses som allegorier i en barokagtig sammenhæng, man kan se filmen fra et kønsperspektiv eller man kan have en filosofisk tilgang til en analyse af, hvad der konstituerer et menneske og meget, meget mere.
Uanset hvor meget eller hvor lidt man lægger i filmen, bør man ikke snyde sig selv eller sine børn for et bekendtskab med den spøjse fisk og hendes ven i et vidunderligt tegnet univers.
Se spilletider
Se film-info
