|
|
Der var så dejligt ude på landet - sådan starter "Den grimme ælling". Men der var ikke spor dejligt for den utilpassede ælling. Det samme kan man sige om karaktererne i "Fri os fra det onde". Og det bliver heller ikke dejligt for dem. De forvandler sig ikke til smukke svaner, men til monstrøse Hitchcock'ske fugle. (Foto: Per Anders Jørgensen)
Der er så mange film fra Europa og Amerika, som prædiker, at menneskene trives bedst på landet - langt væk fra røg og støj, som forurener legeme og sjæl. Derfor er det ganske befriende, at se et melodrama, som nægter at underordne sig denne regel. Det er typisk kun horrorfilm, som skriger eller hvisker, at der er så farligt ude på landet, men i Fri os fra det onde bliver det sagt med løgn, bedrag og masser af vold. Filmens projekt er sympatisk. Den vil vise et billede af Danmark, hvor der er en skarp klasseopdeling og en konstant racisme. Men i udstillingen af dette Danmark er der brugt alt for mange klichéer. Man kan godt blive i tvivl om, hvorvidt manusforfatter og instruktør Ole Bornedals distance til figurerne er ironisk eller hadsk. Eller om han simpelthen tror, at klichéerne er nuancerede sandheder.
En af klichéerne er den godhjertede flygtning Alain. Han hjælper til med havearbejde og andet - og han vil ikke have penge for det. Den eneste grund til, at vi ser ham drikke er, at en dansker insisterer. Han er 100% selvopofrende og den eneste karakter, som er god hele filmen igennem. Kvinderne i landsbyen kaster sig i bogstaveligste forstand over ham (hvilket også gør kvinderne til klichéer), og jalousien fra de forsmåede landsbymænd fører til, at Alain bliver syndebuk for en kriminalitet, han ikke har begået. En sådan frelsende engel (som optræder i alt for mange film i form af en ikke-hvid person) er ikke et rigtigt menneske af kød og blod, men en kliché, der tilsidesætter og ofrer sig selv for de hvide. Hvis han dog bare én gang i løbet af den time og de 37 minutter, filmen varer, ville have - om ikke gjort modstand så i det mindste ytret en form for utilfredshed over den uretfærdighed han udsættes for. Hvis han gjorde det, ville han straks blive meget mere menneske og meget mindre xenofilistisk filmobjekt.
Der forsøges at røre rundt i andedammens klassehierarki. En læge siger til en advokat, at der ikke er forskel på et omrejsende tivoli med øltelt og 6 timers teater med Lars Norén. Men der er meget stor forskel på den ene og den anden type mennesker i denne film. Og som tidligere skrevet er det sympatisk at ville vise både over- og underdanmark. Men det er igen meget klichéfyldt: Underklassen består af arbejdsløse og lastbilchauffører. De er racister og slår deres koner. Overklassen er læger og advokater, som vil det godt for indvandrerne. I et forsøg på at undgå at pege fingre af den vestjyske arbejderklasse, er den pæne advokat også blevet udstyret med skarpe tænder - og der er blod på disse tænder efter repræsentanter fra underklassen har startet et slagsmål.
Selvom fingrene absolut peger og klichéerne vejer tungt, er filmen et bekendtskab værd. Ikke mindst pga. det interessante cast - særligt fantastisk er Jens Andersen. Og så er der de meget, meget smukke colorgradede billeder, som man ikke støder på hvor som helst.
Ude på DVD fra SF Film
Se film-info
