Til årets Cannes Film Festival gik journalisterne lige så meget amok over den nye Disney/Pixar film "OP", som over Lars von Triers "Antichrist". Og det er ganske forståeligt, for det er en ubegribeligt fin film med masser af klassisk Disney-fortryllelse og Pixar-charme i en anderledes fortællestil. Mon der findes nogen, som ikke vil kunne lide "OP"?
Der er tradition for, at de computeranimerede film fra Disney/Pixar både er for børn og for voksne. Der er tekstforfattere og instruktører som til fulde formår at balancere en sød og simpel historie med nogle gakkede figurer for børn, mens der tilsættes en tilpas mængde jokes for voksne og referencer for filmnørder - uden at nogle af grupperne kan nå at kede sig undervejs.
OP starter ud som en Gran Torino for børn: En gnaven, gammel mand sidder på sin veranda og holder øje med verden uden for. Han bor i sit gamle hus og lever i fortiden. Ud af det blå kommer en spejderdreng, der bare så gerne vil hjælpe med et eller andet. Den gamle mand vil bestemt ikke have hjælp - han vil i det hele taget slet ikke have med omverdenen at gøre. Så han binder tusindvis af balloner fast til sit hus, så han kan svæve af sted, væk fra det hele. Det viser sig at spejderdrengen er med som blind passager. Og sammen kommer de to meget forskellige mennesker på noget af et eventyr.
Filmen har ikke det hæsblæsende tempo med masser af fart og hurtigsnak, som har været en trend indenfor animationsfilm de seneste 10 år. Den læner sig op ad den oscarvindende Disney/Pixar-produktion WALL-E fra 2008, men også andre typer film som f.eks. Miyazakis Det levende slot. Og selvom der er masser af spænding, er der ikke den traditionelle action fra spillefilmene, som f.eks. dominerede Bolt (på fremragende vis). Der er mindre vold i denne film - selvom der selvfølgelig må og skal være et par voldsomme konfrontationer. I det hele taget byder OP på en ret anderledes spændingskurve end den, som de fleste af os er blevet så vant til. Det er som om den utraditionelle og originale historie om et hus, der løftes af en kæmpeflok balloner også tillader fortællingens form og struktur at svæve let og elegant uden om klichéer og letkøbte løsninger.
Der er interfilmiske hilsner til alt mellem himmel og jord, lige fra den gamle juleklassiker fra 1946 It's a Wonderful Life over en af de udødelige figurer fra Warner Bros' tegnede univers, den hurtigløbende meeb-meeb fugl fra Wile E. Coyote and Road Runner til Indiana Jones og meget, meget mere. Men noget af det, som gør den så særdeles fin, er de mange mere stillestående billeder, som emmer af ren poesi uden et overdrevet soundtrack, som fortæller biografgængerne hvad de skal føle. OP er alt muligt nyt og gammelt på én gang - og samtidig helt sin egen.
Et element, som er meget Disney'sk er brugen af hunde. Hunde har altid spillet store roller lige fra Lady og Vagabonden i 1955 til sidste års Bolt. OP er nok én af de Disneyfilm, som har allerflest hunde i persongalleriet - bortset fra 101 dalmatinere, selvfølgelig. Brugen af hunde i denne film er aldrig set før. Der bliver spillet på og udbygget klichéer om hunden, som menneskets bedste ven, som intelligente og selvstændige og også det absolut modsatte af intelligens og selvstændighed. Hundekaraktererne passer til resten af filmens figurer, plot og visuelle fremtoning: Det er genialt, originalt og vanvittigt sjovt!
