|
|
Cédric Klapisch seneste film er en allegorisk fortælling, en moderne memento mori - som skal minde os om at vi alle skal dø - en didaktisk historie, som opfordrer til carpe diem - den klassiske grib dagen-pædagogik - og en kærlighedserklæring til byerne by med masser af billeder af vidt forskellige parisiske gader.
Paris indeholder de klassiske fortællingers grundelementer. Der er liv og død og kærlighed. Kærlighed, der blomstrer og kærlighed, der visner. Kærlighed, som ikke bør være der og kærlighed, som så absolut bør være der. Al denne kærlighed, der udspiller sig mellem liv og død, og måske også efter døden, lærer biografgængeren at kende gennem de ret mange karakterer i filmen. Der er en professor, en arkitekt, afrikanske flygtninge, modeinteresserede kvinder, en danser med en hjertesygdom, en socialrådgiver, nogle fiskehandlere og grønthandlere, en studerende og et par bagerjomfruer. Deres liv fletter sig ind og ud af hinanden og flyder i en lind strøm i Paris' gader og stræder.
Det er en film, som på mange måder minder om den engelske julefilm Love Actually fra 2003. Der ser man også masser individer, hvis skæbner smeltes mere eller mindre sammen af kærlighedens flammer. Den foregår bare i London med en lille afstikker til Frankrig. Paris foregår i titelbyen med en lille afstikker til Afrika. Begge film hører til i genren romantisk komediedrama. Love Actually slipper en anelse bedre af sted med komikken, mens Paris bliver en anelse mere vedkommende med sine knap så kliché-agtige karakterer.
Klapisch er stor Woody Allen-tilhænger, og forsøger sig med scener, der komisk skal vise den neurotiske kærlighed, som Allen alle dage har haft held med at portrættere. De scener falder dog til jorden med et brag af pinlighed, da den Allen'ske charme ikke kunne oversættes til fransk filmsprog i denne omgang. Nogle af filmens bedste scener er de allegoriske, næsten nyreligiøse opfordringer til at leve livet. Enten med barokmusik eller billeder af råt kød i en slagtehal eller frugt på markedet mindes der om livets forgængelighed. Og det kammer næsten over med sangen, der ledsager rulleteksterne, når en fin pigestemme synger: "Seize the day" (Grib dagen).
Det kan virke alt for didaktisk eller prædikende, men mon ikke det er noget, alle kan have godt af at høre en gang i mellem? Skønhed, penge og sygdom fordeles på måde, som virker uretfærdig. Det bliver sagt af filmens skuespillere flere gange i løbet af filmen. Og det bliver vist med de mange allegoriske billeder. Og så bliver der skubbet på for ikke at lade livet passere forbi, at kæmpe sig op, når man synes uden handlingsevne og at møde kærligheden, som findes i mange former og farver - f.eks. et familiemedlem, en ekspedient eller så meget andet.
Se spilletider
Se film-info
