|
|
Woody Harrelson er i topform som ass-kicking, Twinkie-lovin' zombie-slayer i "Zombieland". Han får selskab af power-pigerne Abigail Breslin ("Little Miss Sunshine") og Emma Stone ("X-kærester"), mens filmens hovedperson er en spinkel, neurotisk nørd spillet af Jesse Eisenberg ("The Village"). (Foto: Disney Pictures)
Sygdommen kogalskab begynder at smitte mennesker. Symptomerne for sygdommen menneskegalskab udvikler sig til en kannibalistisk halvdød tilstand. De smittede mennesker er zombier med en evig sult, altid parate til at angribe nye mennesker, spise af deres friske kød og smitte dem med deres zombie-syge. Bortset fra at det hele begynder med kogalskab, lyder det som noget, man har set før. Der findes masser af zombiefilm. Nogle er gode, nogle er mindre gode, nogle er elendige og nogle er fremragende. Denne film trækker veksler på masse gamle zombiefilm og byder samtidig på en hel del nyt under zombie-solen. Zombieland er både komik, roadmovie, samfundskritik, et hav af film- og litteraturreferencer og - måske allermest mærkeligt - nærmest en feel-good zombie-movie.
Zombien fik sit store gennembrud i 1968, da George A. Romeros horror-klassiker Night of the Living Dead ramte biograferne. Ti år senere udkom den nok allermest berømte zombieklassiker Dawn of the Dead også instrueret af Romero. Siden da er zombiefiguren blevet et billede på kritik af bl.a. forbrugersamfundet, som gør os alle sammen til tankeløse forbrugermaskiner, der sætter kunstigt skabte behov over alt andet. I 2004 fik den engelske Shaun of the Dead stor succes med både at skabe en ironisk distance til zombiegenrens klichéer, der er bygget op siden 1968 og samtidig at videreføre samfundskritikken - pas på alle de zombiefælder, vi selv sætter op i samfundet - i meget eksplicit grad.
Zombieland hører til i samme kategori som Shaun of the Dead. De er begge vellykkede komedier, med ironiske og kærlige hilsner til de mange zombiefilm, men Zombieland formår i meget højere grad også at være spændende og uhyggelig. Kritiktraditionen er klokkeklar fra første minut, hvor hovedpersonen udtaler ordene The United States of Zombieland, og kritikken fortsætter hele filmen igennem. Det er ikke kun en kritik af den traditionelle konsumerisme som f.eks. forlystelsesparker og ønsket om den perfekte bil men også en kritik af film- og idoldyrkelsen, som seere til denne type film måske ofte ligger under for. Heldigvis bliver det aldrig moralsk prædikende, men derimod meget, meget underholdende og nogle gange meget, meget underligt.
Da zombiefilmene så nattens mulm og mørke for første gang, blev de skældt ud for at være usmagelige og uden egentlig indhold. Siden da har de fleste film om disse ikke-menneskelige mennesker som regel fået samme behandling. Og mon ikke denne film også kan få en hård medfart hos anmelderne. Men i dag, 30-40 år efter, har Romero så småt fået status af samfundskritisk filmgeni. Det ville måske være store ord at bruge om instruktøren Ruben Fleischer, men med Zombieland har han i hvert fald skabt halvanden times fremragende fortælling med gys, grin, splat og samfundskritik.
